Finn Lunding Nielsen overrækker æresmedlemsskab til Mads Friis.

Første æresmedlem

Benniksgaard Golfklub har fået sit første æresmedlem. Det er Mads Friis.

“Een person der har betydet specielt meget for golfklubben. En der har været med helt fra før det begyndte. En person der satte det hele på ét bræt, som troede på projektet, som på trods af udfordringer, der ville have skræmt enhver anden langt væk, stadig er med. En som havde en drøm om at skabe noget for andre, for området, for Gråsten og lokalbefolkningen i Rinkenæs. En der gjorde idéen til sin og holdt fast i den, og skabte dette fantastiske golfanlæg”, sagde Finn Lunding Nielsen, da klubben gjorde Mads til sit første æresmedlem ved en jubilæumsreception. Formanden fortsatte:

“Hvad gir’ man en mand, der trods en golfbane i baghaven, næsten aldrig spiller golf. En mand som ikke har det svært ved at vælge køller til en 3-køllers match, fordi han netop kun har 3 køller i sin bag. Man kunne give ham nogle flere golfkøller, men vi tror, han vil blive forvirret og usikker ved at stå med flere valg. Mads, vi ønsker for dig at du snart vil få mere tid til at spille noget mere golf, og for at sikre at du altid kan komme ud at spille her på Benniksgaard, er det os en ære at udnævne dig til klubbens første “Æresmedlem”. ■

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.