
Køkkenchef Steffen Snitgaard (tv) og hotelchef Lasse Paulsen
Fakkelgaarden tilbyder gastronomiske oplevelser
Efter ejerskiftet sidste år står Fakkelgaarden nu foran det første forår, hvor dørene vil være slået op i påsken.
Det nye koncept for den kendte restaurant og hotel sigter mod stor åbenhed, gastronomiske oplevelser og tid til fordybelse.
Såvel indendørs som udendørs er Fakkelgaarden fyldt med friske blomster og gennemtænkte detaljer, som indbyder til afslapning. Smuk beliggenhed med udsigt over Flensborg Fjord, og midt i et naturskønt område i Kollund.
“Fakkelgaarden er et sted for alle, og vi har stor fokus på at vores gæster får en god oplevelse, fra det øjeblik, de træder ind ad døren. Her i foråret og om sommeren kan vores gæster nyde fjordudsigten på vores store terrasse. Vi har ansat en meget dygtig havekvinde, som sørger for flotte udsmykninger både ude og inde”, fortæller Lasse Paulsen, som begyndte som hotelchef på Fakkelgaarden den 1. marts 2025.
Gastronomisk flagskib
Fakkelgaarden har siden det åbnede i 1992 været et gastronomisk flagskib.
“Denne fakkel vil jeg gerne føre videre sammen med vores dygtige medarbejdere. Visionen er at styrke vores gastronomiske destination, som et af de førende spisesteder i Sønderjylland og resten af landet. Vi vil gerne tiltrække lokalbefolkningen og oplandet, det etablerede erhvervsliv, vores tyske naboer, turister i det spændende og historiske område og også de unge, når de vender hjem igen fra storbyerne”, siger Lasse Paulsen.
Fakkelgaarden er blandt de 6 nominerede til Den Danske Spiseguides pris for “Årets Bo- og Spis 2025”. De er også blandt de 5 nominerede til prisen for “Årets Snacks og Appetizers”. Vinderne kåres i efteråret.
Fakkelgaarden har 25 medarbejdere, herunder kokke- og tjenerelever.
“Vi har planer om at styrke teamet af kokke og tjenere, så vi kommer til at ansætte flere elever”, siger Lasse Paulsen.
Mad til kongeligt bryllup
47-årige Lasse Paulsen er oprindelig fra Broager, og startede sin kokkekarriere tilbage i år 2000. Han har været på en lang række gourmetsteder, såsom Munkebo Kro (årets restaurant i 2004), Molskroen (årets restaurant i 2006) og Falsled Kro. De seneste 10 år var han ansat på Hotel Hesselet som køkkenchef og gastronomisk chef.
Lasse Paulsen var med til at lave mad til kong Frederik og dronning Marys bryllup den 14. maj 2004 sammen med sin daværende køkkenchef Thomas Pasfall, som er tidligere hof kok på kongeskibet Dannebrog. De boede 4 dage på Fredensborg Slot, og sammen med alle hof kokkene forberedte de maden til det kongelige bryllup.
På Fakkelgaarden har Lasse Paulsen stor fokus på selve hoteldriften & værtskabet, samt den gastronomiske linje i tæt samarbejde med køkkenchefen og det øvrige dygtige team.
I køkkenet er det køkkenchef Steffen Snitgaard, som står for de gastronomiske tryllerier med kompromisløs fokus på kvalitet og årstidens friske råvarer. Steffen Snitgaard har tidligere været køkkenchef på Restaurant Marsk i Skærbæk, og blev den 1. maj 2024 headhuntet af Fakkelgården.
Om morgenen er køkkenchefen i skoven og på stranden med sit team på jagt efter naturens bidrag til smagsoplevelser. ■

Fakkelgårdens terrasse med den smukke udsigt til Flensborg Fjord.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 9. april 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.