Erik Lorenzen (S) genopstiller til byrådet.

Erik Lorenzen klar til en runde mere i den politiske ring

Erik Lorenzen har det med den kommunalpolitiske arena som cirkushesten, der lugter savsmuld. 

Han er bidt af det og kandiderer derfor en periode mere ved valget 18. november. Bondemanden fra Iller har siddet i byrådet i 12 år for Fælleslisten. Da det gik skidt for listen, røg han ud og stillede for fire år siden op for Socialdemokratiet og blev valgt. Nu ønsker han at tage en periode mere.

“Jeg er 66 år, men for en amerikansk præsident er det jo ingenting. Jeg brænder for det endnu. Fælleslistens formand Aase Nyegaard sagde en gang til mig, jeg ikke skulle skræmme de unge ved at fortælle dem, kommunalpolitisk arbejde let tager 20-30 timer om ugen,” siger Liste A’s kandidat.

Han bruger gerne tiden på det kommunalpolitiske arbejde, men sparer til gengæld en masse tid på de posts, han ikke laver på de sociale medier. Han er ikke på nogen af dem.

“Jeg lyder selvfølgelig som en gammel ronkedor, men det irriterer mig grufuldt at være til møder, hvor folk hele tiden sidder og kigger ind i en telefon. Jeg har en mobiltelefon og kan sende en besked, men ingen iPhone. Jeg vil hellere ud at snakke med folk, og jeg blev jo valgt alligevel, selv om jeg ikke er på de digitale medier,” siger den analoge kandidat.

Tidligere borgmester Jan Prokopek Jensen og Niels Ole Bennedsen, begge fra Nordals, er foreløbig de eneste to socialdemokratiske medlemmer af byrådet, der har bebudet, at de stopper.

“Jeg ser det som et gode, der er en blanding af nye unge og gamle erfarne i et byråd. Sker der en udskiftning på en tredjedel af pladserne som normalt, er det vel en fin fornyelse,” siger Erik Lorenzen, der ser det som en fordel, at han kender sagerne fra tidligere byrådsperioder.

Han var tidligere formand for børne- og uddannelsesudvalget og er nu menigt medlem af tre udvalg.

“For mig har byrådsarbejdet ikke noget at gøre med at tjene penge. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil. Pengene bruger jeg til at betale maskinstationer for at udføre mit arbejde på gården,” siger han.

Erik Lorenzen understreger, at det afgørende opstillingsmøde finder sted i april/maj, og at det endelige hold bliver stillet til den tid. Ved sidste valg fik han 320 personlige stemmer, så han fik det bedste personlige valg nogensinde som socialdemokrat. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 16. januar 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.