
Butiksassistent Annette Holmgaard (tv.) og butikschef Kirsten Schlott glæder sig til julehandelen
En dedikeret butikschef i Imerco i Padborg
54-årige Kirsten Schlott Tiedemann finder stor glæde i sit arbejde. Hun har været ansat i Imerco i 33 år, de seneste 10 år som butikschef.
Kirsten blev udlært i Inspiration i Aabenraa, og fik derefter tilbudt et job hos Jensen Gaver på Frøslevvej i Padborg. I 1999 flyttede Jensen Gaver op på Jernbanegade, og hed i starten Imerco Jensen Gaver.
I Imerco Padborg er, foruden butikschefen, ansat 2 faste medarbejdere og 3 faste tilkaldere, som kan træde til, når det bliver nødvendigt, f.eks. under juletravlheden.
“Vi arbejder efter Imercos koncept, og forhandler køkkenudstyr, borddækning, boligtilbehør og gaver. Imerco er lige blevet forhandler af FDB møbler, og vi har også hvidevarer på webshoppen.
Jeg har et fantastisk personale, og vi nyder den personlige kundeservice og alle de spændende varer vi har i butikken. Imercos webshop er en kæmpe støtte for butikken. Vores kunder kan få råd og vejledning inde i butikken, og har vi ikke lige den ønskede vare på hylden, leverer webshoppen varen til Padborg i løbet af ganske få dage”, fortæller Kirsten Schlott.
250 års jubilæum
Porcelæn og designprodukter fra Royal Copenhagen, som oprindeligt hed Den Kongelige Porcelænsfabrik, er stadig meget populær hos alle kunder. I 2025 kan Royal Copenhagen fejre 250-års jubilæum, og det samme kan de ikoniske tre bølger, som har prydet hvert eneste stykke porcelæn fra fabrikken siden 1775.
“Hvis jeg ser tilbage på de 33 år, jeg har arbejdet i branchen, så har varesortimentet udvidet sig betydeligt fra at være fokuseret på isenkram og køkkenudstyr til nu også at omfatte et bredere udvalg af boligtilbehør, design, gaver, indretning og gastronomiske elementer. Bl.a. er Airfryer højt på salgslisten”, fortæller Kirsten Schlott.
Privat bor Kirsten Schlott i Genner med sin mand, Peter. De har to børn på 24 og 26 år, som bor tæt på Genner. ■

Royal Copenhagen fylder 250 år i år og er stadig meget populær blandt kunderne.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 23. oktober 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
