Danmarks største drejeskive ligger i Padborg og fylder 100 år.

Drejeskive i Padborg fylder 100 år

Danmarks største drejeskive, der er ejet af Banedanmark, ligger i Padborg og vidner om en spændende jernbanehistorie.

”Padborg Station blev efter Genforeningen i 1920 en stor grænsestation med meget godstrafik. I de følgende år fik det byen til at vokse kraftigt med toldvæsen, politi, handelsliv og skole”, fortæller René Schrøder Christensen, som er historiker ved Danmarks Jernbanemuseum.

Drejeskiven på Padborg Station blev installeret i 1925 og har én primær funktion med at vende lokomotiver eller arbejdskøretøjer 360 grader, en såkaldt ”U-vending”. 

Drejeskiven over den runde udgravning har en svingbro med en diameter på 23,9 meter, som kan bære 140 tons. Lokomotivet kører ind på broen, som er båret af en såkaldt kongestol af stål, der drejer om en akse, og støtter på en cirkulær skinne i kanten.

Renoveret for 5 mio.

“I 2016 blev drejeskiven renoveret. Det tog ca. 14 måneder og kostede 5 millioner kroner. Selv om drejeskiven er over 100 år gammel, er den et godt eksempel på solid og holdbar jernbaneteknik, der stadig fungerer og stadig er i brug”, fortæller fagspecialist Svend Erik Gaardmand, Banedanmark.

60-årige Erik Jessen er indehaver af virksomheden Railservice, som løser forskellige opgaver for Banedanmark. Han har troljer og vogne stående på sporene ved drejeskiven i Padborg, ligesom han arbejder med afprøvning og godkendelse af jernbanemateriel. Erik Jessen kom til DSB i 1985 som banebetjent og blev senere uddannet lokomotivfører.

“Vi bruger drejeskiven 2–3 gange pr. uge, når vi skal ændre retning på vores troljer og arbejdskøretøjer. Det kan også ske, at godsselskaber, som kører godstog gennem Danmark, har brug for drejeskiven. Og i sjældne tilfælde bruges drejeskiven til at vende tyske damplokomotiver, når der køres udflugtstog fra Hamborg til Flensborg eller videre ind i Danmark”, fortæller Erik Jessen.

2 statslige drejeskiver tilbage

Drejeskiver var tidligere en fast bestanddel på endestationer og større togstationer med depoter til at opbevare materiel, indtil det med de nyere dieseltog i 1950-60´erne blev muligt for togene at køre i begge retninger.

I dag er der kun to drejeskiver tilbage på det statslige jernbanenet og de er, efter 100 år, stadig i drift. Én i Padborg og én i Nykøbing Falster. ■

Indehaver af Railservice, 60-årige Erik Jessen og lokofører ved Banedanmark, 58-årige Ole Sørensen har tilsammen 80 års erfaring inden for jernbanedrift.

blank

Fagspecialist ved Banedanmark, Svend Erik Gaardmand.

blank

Erik Jessen passer godt på drejeskiven i Padborg.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 23. oktober 2025

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.