blank

Et af Egernsund Kultur- og Idrætsforenings store aktiver er damefodboldholdet, der trækker både medlemmer og mange interesserede tilskuere til.

EKIF lever og har det godt

Der er fodbold, håndbold og badminton plus det løse i Egernsund Kultur- og Idrætsforening. 

Boldspillere og ketcher svingere har gode forhold på banerne og anlægget ved ikke mindre end to nedlagte skoler i byen.

“Jeg kan ikke anbefale nogen at få deres skole nedlagt. Det dræner ungdomslivet i byen,” fortæller kasserer i EKIF, Tommy Clausen.

Børnene i Egernsund går i skole i Gråsten eller Broager. Det betyder, de ofte også dyrker idræt der, så der skal en særlig indsats til at holde gang i ungdoms- og idrætslivet. 

Der er stor tilflytning til Egernsund, hvor huse til salg går som varmt brød. Det er ikke mindst tyskere, der godt kan lide at bo i fjord- og fiskersamfundet.

Damefodbold

Et af klubbens store aktiver er et damefodboldhold, der i lighed med kvindefodbold på nationalt og globalt plan er i stærk fremgang. Det giver både flere medlemmer og tilskuere af begge køn, der gerne vil se damfodbold. Måske kommer en af de næste kvindefodboldlandsholdsspillere fra Egernsund.

“På en måde kan man godt sige, det er lykkedes os at holde gang i kultur- og idrætsklubben, selv om udviklingen har været imod os. Vi har faste hold, der træner boldspil og badminton. Det kniber mest med bestyrelsen. Vi har ingen formand for hovedforeningen, men de enkelte afdelinger har deres egne formænd. Vores mangeårige formand Asmus Carstens døde tidligere på året. Med ham gik meget af den vilje, bestyrelsesarbejdet kræver, tabt. Jeg har selv været medlem af EKIF i 30 år og blev kasserer sidste år. Fødselsattesten er bevis på, det kniber med at holde gang i fodboldbenene,” siger Tommy Clausen, der måske nok selv har tabt pusten lidt, men det har foreningen så absolut ikke.

“Vi kæmper selvfølgelig for at holde gang i tingene, men døende er vi ikke. Medlemmerne har stor glæde af den idræt, de udøver, og så har vi et godt sammenhold,” siger kassereren, der gør opmærksom på de kloge ord om, at den, der lever stille, lever godt. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.