Menighedsrådet i Egernsund være gerne have fast sognepræst til Egernsund Kirke.

Egernsund ønsker en fast præstestilling

Egernsund vil gerne have en fast sognepræst i præsteboligen.

“Det er vort højeste ønske,” siger formand for Egernsund Menighedsråd gennem snart 25 år Margit Kristensen.

Egernsund har en stor velbeliggende præstegård med udsigt over Flensborg Fjord. Det er der i øvrigt også fra prædikestolen i Egernsund Kirke og fra kirkegården. Der er kvadratmeter nok at give af i boligen, der måske nok er lidt upraktisk indrettet for eksempelvis en børnefamilie, men der kan gøres meget, hvis den rette kandidat melder sig. Egernsund har haft forskellige konstituerede præster, efter Mette Carlsen stoppede som vikarierende præst for et par år siden.

“Vi har talt med biskop Marianne Christiansen og provsten om, vi ønsker en fast præst, og hvordan stillingen kan strikkes sammen. Vi har jo præstegården til det. Tidligere sagde vi farvel til præst Maya Ravn på grund af sygdom. Så havde vi to præster til samtaler og prøveprædiken med indstilling om ansættelse i en kombineret stilling som fast præst i Egernsund og begravelsespræst i Bov. Begge sprang fra i sidste øjeblik, fordi de fik andet embede. Det var meget ærgerligt,” siger Margit Kristensen, der ikke har opgivet at få en præst til Egernsund.

Fantastisk sted

“Vi bor et fantastisk sted. Her er store virksomheder som Linak og Danfoss, hvis der skulle være behov for et arbejde til en ægtefælle. Her er kunst og kultur, skoler og et internationalt, grænseoverskridende miljø med storbyer i nærheden. Jeg kan ikke se, hvad vi mangler,” siger Margit Kristensen, der kan tale med om, det bliver sværere at få sjælesørgere i land- og provinssogne.

“Vi har været på pastoralseminariet i Aarhus og fortælle alle kommende præster om Egernsunds fortræffeligheder. En sagde, han fandt præstegården tiltalende, men den er alt for stor. Han havde ikke brug for 300 kvadratmeter. Der er en tendens til, præster søger mod større byer. Jeg ved ikke hvorfor. Selv en by som Sønderborg kan få besvær med at få en præst til Christianskirken. Vi kan ikke vælge og vrage her i Sønderjylland,” siger menighedsrådsformanden med et humoristisk forslag om at indføre geografikvoter, så de nyuddannede præster rekrutteres fra alle landsdele og derfor måske bedre kan lokkes tilbage til, hvor de kom fra.

“Vi er yderst fleksible og meget imødekommende og ikke med noget bestemmende eller dominerende menighedsråd. Vi har et godt ry som en harmonisk menighed. Melder der sig en kandidat sig, vil vi strække os vidt for at få vedkommende ansat,” siger Margit Kristensen, der bebuder et snarligt stillingsopslag og håber på en fast præst i Egernsund omkring årsskiftet.

Egernsund har 1275 indbyggere, hvoraf 800-900 stykker er at tælle blandt sognebørnene. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.