
Folk står sammen om løst og fast i Egernsund blandt andet at få badebroen ud og tage stilling til reparationer, efter pontonen rev sig løs under stormen sidste år.
Egernsund gør sig klar til sommerens komme
Programmet for Sankthans festen i Egernsund tager langsomt form.
Badebroen vil til den tid traditionen tro være sat op. Egernsund vågner langsomt op af vinterdvalen.
Egernsund Borgerforening har på den netop overståede generalforsamling givet hinanden håndslag på, traditioner og aktiviteter holdes i hævd på vanlig vis. Som noget af det første deltager egernsunderne 14. april i Ren By aktionen og samler skrald i gaderne og langs vandet.
“Vi satser på Sankthans bålet bliver til noget i år. Det starter med bål for børnene klokken 17. Sidste år var der afbrændingsforbud. Da måtte det hele aflyses,” fortæller næstformand Gerhard Pawlowski, der tilhører Tordenskjolds Soldater i Egernsund.
Han hænger juleudsmykning op til advent og giver en hånd med badebroen. Sidstnævnte har givet borgerforeningen lidt hovedbrud den forgangne sæson.
“Badepontonen rev sig løs og drev ind i badebroen fra bagbord side. Det kommer til at stå os i ekstra udgifter på 20.000-30.000 kroner,” fortæller Gerhard Pawlowski, der kan tale med om, det er svært at skaffe likivide midler for et mindre bysamfund.
Mellem to stole
Egernsund er for stor til definitionen landsby og for lille til at få betegnelsen by, så rent bevillingsmæssigt, lander fiskersamfundet ved kysten mellem to stole. Det kniber ikke med at få indbyggere til byen langs det attraktive kyststrøg, men der er ingen butikker eller store virksomheder til at bidrage til investeringer i aktiviteter og anlæg. Derfor må borgerforeningen klare det hele selv.
“Det går sådan set meget godt, men vi kunne godt bruge nogle flere hænder og for den sags skyld hoveder,” siger Gerhard Pawlowski med henvisning til, hjemmesiden egernsund.dk trænger til fornyelse, og det skal der nu engang teknologisk kunnen og digitale færdigheder til at føre ud i livet, og det er måske ikke lige bestyrelsens spidskompetence for nærværende.
Medlemstallet i borgerforeningen er på et år gået ned fra 300 til 200. Sådan kan det ikke blive ved med at gå. Bestyrelsen vil lægge sig i selen for at hverve nye folk for de gamle, som faldt. Man må ikke stemme dørklokker for at hverve nye medlemmer, så der må andre former for hverveoffensiver til.
“Vi klarer meget med de folk, vi har. Der kom nye bestyrelsesmedlemmer for et år siden. De har naturligvis et netværk at trække på,” fortællre Gerhard Pawlowski.
Den gamle Skole samler aktiviteter af mange slags. Der er kunstmalere og musikgrupper, der benytter lokalerne i stor stil. Den gamle skole i den historiske malerkoloni er blevet kulturhus. Julen samler traditionen tro 170 mennesker til fest i hallen i højtiden.
Båltaler til Sankthans festen er også på plads. Det er Asta Flyvholm Kjær, der ikke nåede at holde sin tale til den aflyst fest sidste år, så der er mere arbejde ved noget. ■


Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 21. marts 2024
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
