
Lars Kjær og Katrine Kjerulf åbner dyrlægeklinik på Kongevej i Gråsten.
Dyrlæge åbner på Kongevej i Gråsten
Den forhenværende købmandsforretning på Kongevej i Gråsten vil tidligt 2020 blive til en ny dyrepraksis.
I Lars Kjærs hjem i Adsbøl ligger en af hans firbenede venner og hviler sig på badeværelsesgulvet.
“Det er en del af at være dyrlæge. Hun havde det ikke så godt, så nu kan jeg gå og se til at hun får det bedre, mens jeg går herhjemme,” siger Lars Kjær om den syge hund.
At tage dyrene med hjem for at passe og pleje dem er ikke noget, man ville se på en stor klinik. Større klinikker kan ifølge Lars Kjær blive lidt for upersonlige – “de fremkommer store og kliniske,” siger han.
Derfor har Lars Kjær og Katrine Kjerulf, der i øjeblikket arbejder på Lars’ klinik i Møgeltønder, nu besluttet at starte den nye dyrepraksis.
“Hele Familiens Dyrlæger” i Gråsten. Den nye dyrepraksis vil starte op i løbet af februar. Ud over at Gråsten er Lars Kjærs hjemstavn, har makkerparret også valgt den for den gode placering:
“Den ligger perfekt. Den er synlig, der er gode P-pladser – og så kan jeg køre til arbejde på min Nimbus!”, siger Lars Kjær.
Katrine Kjerulf er også glad for at være rykket til Gråsten:
“Folk her i Sønderjylland er generelt meget mere imødekommende. De tager imod én med åbne arme. Sådan er det slet ikke i København”, siger Katrine Kjerulf.
Før hun kom til Gråsten, boede Katrine på Østerbro i København. Siden er hun blevet betaget af Sønderjylland:
“Man ved jo ikke hvor dejligt det er hernede, før man ser det med egne øjne,” siger hun.
Medejer
Det er første gang, at Katrine er medejer af en dyrepraksis:
“Jeg er mest spændt på, om folk tager godt imod os. Lars vender hjem men for mig er det jo helt nyt. Min største bekymring er, om det går godt. Vi skal jo gerne have nogle møder i kalenderen,” siger Katrine Kjerulf.
På klinikken er Katrine den, der typisk står for det kirurgiske arbejde, mens Lars bl.a. står for det medicinske.
“Vi har desuden også Signe, der er rigtig god til katte og øjne, og vi får snart Josephine, der er specialiseret i heste,” siger Katrine.
På klinikken lærer man ifølge Katrine Kjerulf mere, end man typisk gør som nystartet dyrlæge. Man får ofte ikke lov til at udføre mange af de opgaver, der ses som mere avancerede.
På klinikken i Møgeltønder har Katrine bl.a. lavet to kejsersnit i løbet af den sidste måned. Det er normalt ikke noget, man får lov til så tidligt i karrieren, men med konsultation og hjælp fra Lars Kjær, får de unge dyrlæger mulighed for at forbedre sig og hurtigt udfolde sine evner. ■


Skrevet af
Fotos af