Artikelbeskrivelse

Dorte Schmidt og hendes team forsøger at udvikle deres færdigheder hele tiden.

Dorte Schmidt og Style by D er altid på stikkerne

Efter 25 år i frisørfaget og med 2,5 år efter opstarten af Salon by D i Broager, udvikler Dorte Schmidt og hendes ansatte sig fortsat.

Status quo er ikke et begreb, man kender til i Style by D. 

Et gennemgående aspekt ved salonen, er den konstante udvikling. Dorte Schmidt har selv 25 års erfaring i frisørfaget.

I sit lange frisørliv har hun altid sørget for at udvikle sig. Ud over at være uddannet frisør, har hun taget adskillige kurser, der er relevante for hendes fag. Hun og de ansatte er alle uddannede hårloger, og Dorte Schmidt er også uddannet i mesoterapi og BB Glow. Det er teknikker, hvor man arbejder med huden, så den kommer til at se finere ud. Dorte Schmidt er klar i spyttet om grunden til, at hun altid er på udkig efter muligheder for at udvikle sig.

“Man kan præge sin hverdag med forskellige ting. I frisørfaget er det vigtigt, at man hele tiden er på stikkerne,” siger hun.

Friske i faget

Dorte Schmidt har 3 frisører ansat. Mie, der lige er blevet udlært, Maria, der snart er udlært og Bianca, der er førsteårselev på frisøruddannelsen.

Dorte Schmidt har bevidst valgt at ansætte de tre piger, der alle er friske i faget.

“Det er godt med noget nyt liv, for så kan jeg forme dem,” siger Dorte Schmidt.

“Jeg blander mig ikke ret meget, det kører bare. De tager sig af tingene, og der er ikke noget med, at jeg skal stå og piske dem. Det er rart, at man kan forme det, så det passer sammen det hele.” At kunne forme og bygge ting op fra bunden, er noget af det, Dorte Schmidt bedst kan lide at lave. Det gælder både de ansatte og selve salonen. “Jeg elsker at bygge ting op fra bunden. Man bygger det op, og ser det gro. Det går stille og roligt derudad fra måned til måned. Det med at haste igennem, det går aldrig godt. Tålmodighed og tid – så må man se, hvordan det udvikler sig,” siger Dorte Schmidt.

Konstant udvikling

Det er altså vigtigt for Dorte Schmidt, at hun hele tiden udvikler sig. Hun er selv helt klar over, hvorfor det er vigtigt for hende.

For Dorte Schmidt er det fascinerende, hvad man kan gøre med de teknikker, hun har lært. Hun er glad for, at man kan bruge sin viden om hår og hud til at hjælpe folk med at opnå den bedste version af sig selv.

“Den kæmpestore effekt, man får ud af at arbejde med huden, som man gør. Det er en kæmpestor forandring. Det er fantastisk – helt fascinerende – hvad man kan gøre. At man kan forandre en person så meget, at man tænker, at det næsten er umuligt,” siger Dorte Schmidt. 

Én af de ting, Style by D lader til at gøre særligt godt, er arbejdet med extensions. De fire hårloger har stor viden om hår og de teknikker, der skal til, for at få extensions til at se naturlige ud. Håret er ægte hår, importeret fra Rusland og behandlet på en bestemt måde, så det bliver blødt og naturligt. 

“Jeg har før stået i køen i supermarkedet, hvor nogen bag mig så komplimenterer mit hår. Man kan slet ikke se forskel på, om det er extensions eller “rigtigt” hår,” siger Dorte Schmidt. ■

Skrevet af

Esben Cronbach
Esben CronbachReporter
Ring på 26 77 22 72

Fotos af

Lisbeth Schiønning
Lisbeth SchiønningMediekonsulent
Ring 31 40 03 61