Artikelbeskrivelse

Et kendt par i Sønderhav, Lotte og Lorenz Schmidt fejrer diamantbryllup. Foto Ditte Vennits Nielsen

Diamantbryllup i Sønderhav

Oppe bag ved Annies Kiosk i Sønderhav ligger et smukt murstenshus med udsigt ud over Okseøerne og Flensborg Fjord. 

Her bor Annemarie (kaldet Lotte) og Lorenz Schmidt, som torsdag 26. marts fejrer diamantbryllup.

Det var lidt af en tilfældighed, at parret kom til at bo netop her. Lorenz Schmidt var på graveopgave med sit firma. Grunden ved siden af var sat til salg, og han slog til og købte den. 

Efter giftemålet i 1960 boede det nygifte par i Hydevad ved Rødekro. I 1968 købte parret Lorenz Schmidts barndomshjem i Kiskelund. 

Her oprettede Lorenz sammen med sin bror Kjeld firmaet Brdr. Schmidt. I mange år boede Kjeld på den øverste etage, mens Annemarie og Lorenz boede i stueetagen. På et tidspunkt håbede de, Kjeld ville finde en sød kæreste at bo sammen med, og derfor byggede de hus og flyttede til Sønderhav. 

Da Kjeld døde i 2006 flyttede firmaet til Risbrigvej i Padborg. Disse bygninger blev solgt sidste år. 

Selv om Lorenz Schmidt er fyldt 81 år, kan han ikke slippe firmaet helt, og han er stadig aktiv.

“Man kan jo ikke svigte de sidste gamle kunder”, siger han storsmilende.  

Opvokset i Kværs

Diamantbrudeparret lærte hinanden at kende, da de var henholdsvis 19 og 21 år. De blev kærester, da både en bror og søster også var kærester.

Annemarie er ud af en søskendeflok på 9 og er født og opvokset i Kværs. Hun blev uddannet hjemmehjælper, men har i hele ægteskabet hjulpet til i firmaet. Hun er dog gået på pension og nyder nu tilværelsen med sine 79 år.

Annemarie gik i 9 år til linedance. Hun har dyrket vandaerobic, lavet keramik og porcelænsmaling. Hun har også gået til musikundervisning på keyboard.

Parret har sammen spillet badminton. Lorenz er stadig aktiv tennisspiller på banerne ved Padborg gl. stadion, og herudover er han ivrig sejler med egen sejlbåd. 

Lorens voksede op med 4 søskende og stammer fra den daværende Kollund Kro.

Han er udlært smed og rørlægger, og så kan han noget med maskiner.  Barndomshjemmet i Kiskelund er i dag overtaget af et familiemedlem, Thomas Schmidt, som i øjeblikket er aktuel i tv-serien “Hvor kragerne vender”.

På diamantbryllupsdagen holder parret åbent hus på hjemmeadressen. ■

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenReporter
Ring 25 98 91 80

Fotos af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenReporter
Ring 25 98 91 80