Det nye vandværk i Rinkenæs har kostet 7 millioner kroner.

Det nye Rinkenæs Vandværk er snart klar til brug

Efter lidt over et års byggeri, er det nye vandværk i Rinkenæs snart færdigbygget.

Effektivt og fremtidssikret er blandt ordene, man kan beskrive det nye Rinkenæs Vandværk med. 

Med digital styring, stor kapacitet og øje for detaljerne beskriver formanden, Peter Bo Christiansen, byggeriet som fremtidssikret.

Det nye vandværk har kostet 7 mio. kroner.

I følge formanden kunne det sagtens være gjort to millioner kroner billigere. Men det ønskede borgerne ikke.

“Vandværket ejes af forbrugerne, og det er dem, der har sagt, at det skal bygges ordentligt. Den anden ting, de sagde, var, at det skulle være pænt de næste 30-40 år. Det skulle være ordentligt at se på,” siger Peter Bo Christiansen.

“Hvis vi bare skulle have haft et vandværk, der lever op til tingene, kunne vi have gjort det to millioner billigere. Men så havde vi ikke været ordentlige over for vores forbrugere.”

Der er stor kapacitet, moderne vandtanke af rustfrit stål og digital styring af vandværket. 

Vandværket er derfor bygget til at holde til fremtiden. Stor kapacitet og grønne tiltag er der blandt andet lagt vægt på i byggeriet. Det nye vandværk bruger kun 1,5 kWh, mens det gamle bruger 5 kWh.

Corona-udskydelse

Byggeriet er planlagt til at blive helt færdigt i uge 22. Lige nu tyder alt på, at de vil nå det før. 

Formanden mener, at det kan blive færdigt 2-3 uger før det, som det ser ud nu. 

“Har det været en nem proces? Nej, det har det ikke. Der har f.eks. været begrænsninger på møder under corona.” siger Peter Bo Christiansen. 

På grund af forsinkelser – bl.a. som følge af corona – blev planen revideret i slutningen af december. Samlet set er byggeriet forsinket med ca. 12 uger i forhold til den oprindeligt plan.

Effektiv proces

I vandværkets bestyrelse valgte man at dele opgaverne ud. Det har, ifølge formanden, fungeret rigtig godt. 

Ved at dele opgaverne op, har man undgået, at én person står med de fleste opgaver. 

Opgaverne har været delt op i fire kategorier: Økonomi, bygning, vandbehandlingsanlæg og IT.

Ved at dele opgaverne ud, har alle bidraget med det, de er bedst til. Det har også gjort koordinationen lettere, fordi det ikke har været nødvendigt at rådføre sig ved én person, når beslutninger skulle tages. 

Erfaringerne fra projektet er noget, bestyrelsen vil bruge i fremtiden. Opdelingen i mindre grupper har vist sig særligt gunstig under pandemien. 

Fordelene rækker så vidt, at bestyrelsen vil fortsætte denne tilgang til arbejdet.

“Vi kommer til at tage det videre. Vi behøver ikke være inde over alle tingene. Det er en proces, vi vil bruge fremadrettet”, siger Peter Bo Christiansen. ■

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.