
Niels Benjamin Sørensen fra Danmarksdemokraterne har fået et godt valg, men spørgsmålet er, hvad han kan bruge det til, for partiet blev som det første sat uden for døren, da det på forhånd havde bebudet ikke at ville pege på en rød borgmester.
Danmarksdemokraterne:
Vi er godt tilfredse med valget
Danmarksdemokraternes nyvalgte spidskandidat i byrådet i Sønderborg Niels Benjamin Sørensen har oplevet sin første valgaften som en del af det hektiske forhandlingsklima på valgnatten.
Selv om Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance blev sat uden for døren og slet ikke blev budt inden for, fordi begge partier på forhånd havde tilkendegivet ikke at ville pege på en rød borgmester, føler han sig ikke som en Benjamin i det politiske spil.
“Vi er rigtig godt tilfredse, men er selvfølgelig ærgerlige over, Dansk Folkeparti valgte at konstituere sig med rød blok på trods af et borgerligt valgforbund. Vælgerne ærgrer sig sikkert også meget, da DF ikke på forhånd havde meldt klart ud, at de støttede rød blok. Venstre, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance overholdt aftalen om at stå sammen, men vi havde ikke flertal, da DF hellere ville pege på Socialdemokratiet,” siger den 34-årige gymnasielærer.
“Vi fandt aldrig ud af, om der var et borgerligt flertal, da Dansk Folkepartis Stefan Lydal, allerede inden valgresultatet var kendt, gik ud og sagde, der ikke på noget tidspunkt var flertal for en blå borgmester. Jeg tænker ikke, jeg kunne have gjort noget anderledes, da hverken Socialdemokratiet eller DF var interesseret i at få os med i konstitueringen. For os var der aldrig en åben dør i det spil,” konkluderer Danmarksdemokraten.
Han mener, at når der er et knæfald ind mod midten fra partier, man indgår aftaler med, så er det vigtigt at stå fast.
“Vi bakkede op om de muligheder, der var,” siger spidskandidaten for et parti, der især har slået sig op på modsætningsforholdet mellem by og land og den belastning, den grønne omstilling lægger på landområderne med jernmarker i form af solcelleparker og udsigten til kæmpevindmøller på land.
Det vil Danmarksdemokraterne forskåne landboerne for. Der skal flere solceller op på hustage og p-pladser, mener det borgerlige parti, der er imod, landområderne alene skal bære den enorme byrde af den grønne omstilling. Han er blevet bekræftet i sine standpunkter i valgkampen, hvor blandt andet borgere fra Avnbøløsten har gjort opmærksom på, de risikerer at komme i klemme i de grønne møllers naturødelæggende malen på landet. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 30. november 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
