Artikelbeskrivelse

Hele haven strækker sig over 7.500 kvm.

Danmarks flotteste køkkenhave

Det er ikke hver dag, man kan være med til at anlægge en 7.500 kvadratmeter køkkenhave – og da slet ikke en kongelig køkkenhave, men det er det projekt, OKNygaard nu har afsluttet.

Siden foråret 2019 har firmaet omhyggeligt arbejdet med at genanlægge “Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot”. 

“Vi er stolte over at have været en del af projektet med at genskabe “Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot”. Det er den type projekt, der kun kommer én gang. Det har været utrolig spændende at få mulighed for at anlægge en køkkenhave i den størrelse og med de metoder, vi har brugt her,” siger Martin Weber Gildberg Hansen, der er formand hos OKNygaard og har været ledende på projektet.

En helt ny have

Den gamle køkkenhave, der engang havde fyldt hele arealet, var skrumpet ind, og resten var blevet til græsplæne. Alt skulle fjernes, så en ny køkkenhave kunne blive anlagt. 

Martin Weber Gildberg Hansen giver fem grundlæggende trin til den økologiske køkkenhave, uanset størrelse.

Sådan gør man:

Første opgave består i at fjerne de eksisterende øverste lag muldjord. Der blev oprettet tre mulddepoter, hvor den afgravede jord blev opbevaret, så den kunne genbruges til jordforbedring i den færdige køkkenhave. Muldjorden blev sorteret efter jordkvalitet, så den var optimal til de forskellige dele af haven, hvor den skulle benyttes; hhv. i grøntsagsbedene, rundt om bærbuske og træer og under de nye græsarealer.

En økologisk have

Den nye køkkenhave skal dyrkes økologisk, og dette skulle der tages højde for under anlægsprocessen.

Alle bede er blevet anlagt med kanter eller sider af robinietræ, som er særlig hårdført og derfor ikke behøver imprægnering. 

Alle frø, der er udsået i køkkenhaven, er økologiske, lige fra grøntsagerne over træerne og til græsset, der efterfølgende er sået ud.

Endelig er der anlagt grusstier og espalierer af frugttræer, naturligvis med gråstenæbler. Og som prikkerne over i’et er der plantet ribs, blåbær og hindbær.

På larvefødder

Gennem projektet har der været flere restriktioner i forhold til, hvilke maskiner der måtte køre hvor, og hvornår fx at alle maskiner skulle være på larvefødder. Dette har været for at sikre, at jordbunden ikke blev beskadiget af anlægsarbejdet. Af samme grund har det ikke været tilladt at arbejde på projektet hen over vinteren. 

Der blev udlagt 3-400 jernplader for at beskytte råjorden. Disse udgjorde faste indgangsveje til bedene.

“De beskyttende foranstaltninger ved projektet gjorde, at der efterfølgende ikke var brug for efterbehandling eller grubning af jorden. Det er ellers noget, vi ofte oplever ved anlægsprojekter, hvor de store maskiner har kørt og presset jorden sammen,” fortæller formand Martin Weber Gildberg Hansen.

Vanding og dræn

For at gøre pasningen af planterne lettere og sikre optimale vækstbetingelser er der blevet anlagt et nyt vandingsanlæg. Anlægget styres via en app fra mobil eller tablet og sørger for individuel vanding af alle bede.

Dræning og anlæg af nye kloaker har været nødvendigt for at undgå oversvømmelse af haven. Grundvandet under området, hvor køkkenhaven er anlagt, står meget højt, og jordbunden under muldlaget er meget leret; derfor er der behov for dræning. ■

Alle bede i haven har automatisk app-styret vandingsanlæg.

Fakta: 

  • Bygherre og projektering af Den Kongelige Køkkenhave: Slots- og Kulturstyrelsen.
  • Entreprenør: OKNygaard A/S.
  • Anlægsperiode: Foråret 2019 og foråret 2020.
  • Køkkenhavens areal: 7.500 kvadratmeter. 
  • Åbningstider: Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot er i september måned åben torsdag til søndag fra kl. 11.00-17.00.

Grøntsagerne er sikret de bedste vækstbetingelser.

Bede og espalier til grøntsager, bærbuske og frugttræer.

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83