Hos familien Gosch fra Padborg tager faderen Gynther hjem fra arbejde et par gange om dagen for at se til tvillingeparret Claes og Casper, mens de er i gang med den virtuelle skoleundervisning.

Coronakrisen er en udfordring for børnefamilier

Under coronakrisen har mange forældre været tvunget til at isolere sig hjemme og skære sociale aktiviteter væk.

Som hjemmearbejdende forældre er det en udfordring både at passe arbejde og tage sig af børnene og hjælpe med skolearbejde. I den situation har adskillige måttet gøre brug af bedsteforældre.

Hos familien Riis i Bov har forældrene på skift passet deres arbejde og været hjemme hos deres to børn. 

“Vi har lavet lidt om på dagligdagen. Vi har hygget mere i løbet af dagen. Nogle gange er lektierne først blevet lavet om aftenen. Det er godt nok gået ud over den sædvanlige rytme, men i situationen har det ikke kunnet være anderledes”, fortæller Camilla Riis.

Savner hverdagen

Katja og Gynther Gosch fra Padborg har tvillingedrenge i 7 årgang på Lyreskovskolen. De må stadig ikke komme i skole, men laver hver dag skolearbejdet mellem kl. 8 og 14 via fjernundervisning med deres lærere. 

Gynther Gosch kører et par gange om dagen hjem fra arbejde for at kigge til drengene for at se, om alt er i orden. 

“Drengene klarer sig, men synes ikke, det er særligt sjovt. De længes efter en normal hverdag i skolen”, fortæller Gynther Gosch.

Forældrene mener, at de store årgange er udfordret med eksaminer og karakterer. 

“Corona-året bliver et år, vi aldrig glemmer. Der kommer desværre også en stor gæld, som skal betales”, mener Gynther Gosch. 

Drengene skal konfirmeres i år. De er spændte på, om der åbnes op til den tid. ■

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Fotos af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.