Uddeler Morten Schmidt

Corona gav efterspørgsel på røde bøffer

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Brugsuddeler i Dagli’ Brugsen i Vester Sottrup, 31-årige Morten Schmidt, har haft forrygende travlt under COVID-19 pandemien, som menes at lakke mod enden.

“Vi har solgt meget af de klassiske grænsevarer som øl, vin og sodavand. Der har været efterspørgsel på det lidt dyrere, røde kød. Folk har taget en oksemørbrad og en god vin. Vi har haft en rigtig flot stigning i omsætningen. Det er gået os bedre, end de restauranter har cafeer, der har været lukket ned. Da folk ikke kunne gå ud at spise, har de parkeret sig hjemme og lavet lækkert veltillavet mad og fundet ud af, det ikke er så farligt at stege sin egen bøf. Vi har måttet sikre et større udvalg af de efterspurgte varer. Vi har haft en stigende salgskurve generelt i hele butikken,” fortæller den unge brugsuddeler i Vester Sottrup, hvis butik er en del af Brugsforeningen for Als og Sundeved.

Han lader foreløbig tingene fortsætte i samme spor og ser, hvordan det udvikler sig.

“Vi har ikke haft de store problemer med at klare bemandingen på grund af Corona. De fire-fem sygdomstilfælde, vi har haft blandt personalet, har fordelt sig så ”heldigt”, at vi kunne dække de syge ind. De fik det i reglen på tidspunkter, når det var en uges tid siden, de havde været på arbejde. Dermed var smittefaren ikke så stor. Vi har ikke været særligt hårdt ramt i forhold til andre,” siger Morten Schmidt, der selv er gået fri af Corona indtil videre.

Travlhed

Han kom til Vester Sottrup i 2018 og er glad for at være i det sønderjyske. Han er udlært i Kliplev. I starten boede han i Perbøl, men flyttede tættere på sin Brugs.

“Da der havde været et par alarmer midt om natten, fandt jeg ud af, jeg skulle lidt tættere på,” siger brugsuddeleren, der må ud af fjerene, når alarmen går.

De natteforstyrrende alarmer var falske, men det kan man jo ikke vide, når man ligger og sover på sit grønne øre.

“Jeg synes, det går rigtigt godt. Vi har haft mere travlt, mens andre har måttet gå derhjemme. Vi vil fortsat blive ved med at sørge for, folk har noget godt at spise, og hvad, de ellers måtte have behov for,” fortæller Morten Schmidt, der har tre fastansatte og 14 fleksible ungarbejdere i Vester Sottrup. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.