Gammelmark Strand Camping ligger i naturskønne omgivelser ud til vandet på Broagerland, og det værdsætter mange campister.
Camping i pagt med naturen på Broagerland
Gammelmark Strand Camping på Broagerland er en naturperle, og sådan bliver det ved med at være. Det forsikrer indehaveren gennem to sæsoner, 40-årige Peer Mäder, der overtog driften sidste år.
“Vi har 300 pladser, hytter og shelter, egen badebro og udsigt til Dybbøl Mølle. Gendarmstien går lige forbi. Her er noget for enhver smag, men det er ingen femstjernet komfort campingplads. Folk kan købe en pølse og lidt forskelligt og selv grille,” fortæller campingpladsbestyreren, der selv bor oven over receptionen sammen med sin kæreste Lina.
Peer Mäder stammer fra Nordnorge helt oppe ved Nordkap. Hans familie har drevet hotel og restaurant i Rendsborg ved Kielerkanalen, så han kender meget til turisme og feriegæster.
“Min datter bor i Handewitt. Vi har selv camperet på pladsen. Da lejlighed bød sig, overtog jeg den,” fortæller Peer Mäder, der driver Gammelmark Strand Camping med hjælp fra fem.
Kongen badede
Gæsterne kommer fra alle verdenshjørner. Tyskere og danskere lægger gerne vejen forbi.
“Det er meget sæsonbetonet, fordi det er så naturnært. Campisterne foretager sig noget betinget af naturen og vejret,” fortæller nordmanden med tyske rødder.
Gammelmark Strand Camping er historisk kendt for, at Kong Frederik IX badede ud fra stranden sammen med sine tre døtre. Han kom kørende i sin Bentley og sprang i vandet, mens dronning Ingrid ordnede verdenssituationen i stuerne hos I.P. Nielsen. Gammelmark Strand Camping startede som en udstykning fra en gård tilhørende Ingeborg og Christian Caspersen.
“Der er selvfølgelig en vis komfort som swimmingpool og servicehus med gode faciliteter, men Gammelmark Strandcamping forbliver naturtro. Campingpladsen er moderniseret. Vi følger med tiden, men det forbliver en naturperle med sin egen charme,” siger Peer Mäder, der driver campingpladsen i et ApS og har geder på pladsen med dyr på markerne rundt om.
Det er nærheden til naturen og glæden ved at være i den, der driver værket. Vejret har selvsagt stor afsmittende virkning på en campingplads i så naturskønne omgivelser. Det ville ikke gøre campingpladsbestyreren noget, hvis sommeren bliver lidt mere solrig, for det giver flere gæster, der beslutter sig med kort varsel. De fleste pladser har udsigt over vandet.
“Der er mulighed for at se fodbold og grille i sommer. Jeg har tilladelse til at vise de danske kampe,” siger Peer Mäder, der er en alsidig herre, der kender gæsternes styrker og svagheder. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. juni 2024
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.