74-årige Peter Brodersen er en ivrig og engageret biavler, og han er meget skuffet over, han efter 14 år ikke længere må have bistader i Den kongelige Køkkenhave i Gråsten. 

Brodersens bier bortvist fra kongelige køkkenhave

Da den i dag 74-årige biavler Peter Brodersen, Alnor, for 14 år siden blev spurgt, om han havde lyst til at stille bistader op i Den kongelige Køkkenhave, var han pavestolt. 

Det er han stadig. Han svarede ja med det samme. Siden har han hvert år leveret honning til den kongelige familie avlet i egen slotshave. Han har som fast tradition via en hofdame modtaget et takkebrev fra dronning Margrethe.

“Det var Prins Henrik der fik den tanke, at frugttræerne i haven gav alt for lidt. De manglede bestøvning. Da bierne kom til, bugnede træerne og gav mange kilo frugt,” fortæller Peter Brodersen.

For fem år siden stod Peter Brodersen for en bidag med deltagelse af daværende kronprins Frederik, prins Christian, nu kronprins, prinsesse Josephine og prins Vincent, hvor han bibragte de unge kongelige viden om biernes gøren og laden. Det var højdepunktet i Peter Brodersens biliv i slotshaven.

Tidligere havde han afværget planer om, bierne ikke længere skulle være i Den kongelige Køkken­have. Det havde været på tale, at biavlerens bier skulle udfases. Det lykkedes ham at afværge det ved at holde møder med den siddende slotsgartner og repræsentanter for slots- og kulturstyrelsen. Det endte med, han blev bekræftet i, at han og hans bistader var en del af projektet Den kongelige Køkkenhave, og at hans honning måtte forhandles sammen med andre haveprodukter. På et sådant møde i 2016 fik biavleren efter eget udsagn at vide, han måtte holde bier i haven, så længe han ville.

Den kongelige Køkken­have blev i 2020 åbnet for offentligheden. Brugerne af den socialpsykiatriske institution Væksthuset er hjælpere i havearbejdet. Det skete i et ønske om at skabe engagement og lokalt ejerskab til køkkenhaven. Væksthuset fik også sine bistader i slotshaven. Peter Brodersen ydede konsulentbistand med at få bistaderne stillet hensigtsmæssigt op side om side til størst mulig glæde for mennesker, blomster og bier.

Får ingen svar

I 2021 blev der holdt et møde med deltagelse af den daværende konstituerede slotsgartner Bjarne Nørgaard, der ifølge Peter Brodersen slog fast, at hans bistaders deltagelse i projektet Den kongelige Køkkenhave kunne fortsætte uændret. Der er dog ikke taget referat af mødet. Konklusionen i efterfølgende korrespondance og telefonsamtaler var en ganske anden. Brodersens bistader skulle udfases. Den mangeårige biavler blev bedt om at fjerne sine bistader fra køkkenhaven. Han har sat sig til modværge og trukket det ud, men der var ikke mere at gøre. Væksthuset får monopol på biavl i køkkenhaven. I påsken fjernede Brodersen i stærkt nedtrykt sindsstemning sine bier fra haven.

“Jeg aner ikke, hvad jeg har gjort forkert og har uden held forsøgt at få svar. Mine fire til seks bistader kan sagtens stå side om side med Væksthusets. Jeg har endda foreslået, mine kunne flyttes hen i prinsessehaven. Svaret var nej,” fortæller Peter Brodersen, der er tidligere borgmester i Gråsten.

Han har i et af sine mange skriv til slots- og kulturstyrelsen spurgt, hvem det egentlig er, der bestemmer i Den Kongelige Køkkenhave. Det har han heller ikke fået noget svar på. Hans honning sælges sammen med havens øvrige produkter i Den kongelige Køkkenhaves butik. Peter Brodersen har ved adskillige lejligheder fået at vide, at han og hans bistader er del af køkkenhaveprojektet.

Slots- og Kulturstyrelsen har i et brev forklaret, den ønsker at styrke samarbejdet med Søn­der­borg kommune og understøtte kommunens socialpsykiatriske tilbud Væksthuset. “I den forbindelse har Styrelsen besluttet, at det fremover alene vil være “Væksthuset”, der som vores offentlige samarbejdspartner avler bier og forhandler honning fra Gråsten Slotshave og Den Kgl. Køkkenhave,” skriver styrelsen i et svar til Peter Brodersen, efter han har hentet sine bier.

Det forstår han ikke noget af. Han har været behjælpelig med at få Vækst­husets bistader ind i køkkenhaven. Der er intet til hinder for, 14-15 bistader kan stå side om side. Slotsgartneren og Social­psykiatrien i Søn­derborg kommune henviser til Slots- og Kulturstyrelsen for at få svar på, hvorfor Brodersens bier nu er uønskede i haven. Slots­styrelsen er ikke vendt tilbage med svar endnu.

“Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal ud nu. De kunne bare lade det være, som det er, og lade naturen gå sin gang, så løser problemet sig selv inden for en overskuelig årrække,” siger en skuffet biavler med henvisning til, han næste år runder de 75 år. ■

Peter Brodersen har særlige etiketter til sin honning fra Den kongelige Køkkenhave, men hans bistader må ikke længere stå der, fordi Væksthuset har fået monopol på biavlen i selve haven.

blank

Peter Brodersen har hvert år modtaget et takkebrev fra dronning Margrethe for, at han leverede honning til slottet produceret af bier i dets egen have, men nu må bistaderne ikke længere stå der.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 8. maj 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.