Lucas Ricardo Milam Ratuzni (yderst til højre) er brasiliansk udvekslingsstudent gennem Rotary.

Brasiliansk udvekslingsstudent i Gråsten

For første gang i sit liv er Lucas Ricardo Milani Ratuszni uden for Brasiliens grænser.

Lucas Ratuszni fra Brasilien er med Rotary rejst til Dyrhøj i Gråsten, hvor han bor sammen med sin værtsfamilie, der består af forældrene Rikke og Arne og deres tre børn.

“Jeg tænkte over mange ting, inden jeg tog afsted. Hvordan bliver familien? Falder jeg til? Er himlen også blå i Danmark?” siger Lucas spøgefuldt.

Til daglig går Lucas i 1.g på Sønderborg Statsskole.

“Fordi systemet er anderledes i Brasilien, er det et lavere undervisnings niveau end hjemme i Brasilien. Så matematik har jeg det fint med, men f.eks. samfundsfag er ikke lige mig,” siger den brasilianske udvekslingsstudent.

Da Lucas startede i gymnasiet, var nogle af de spørgsmål, han blev stillet, bedre end andre.

“En pige kom en af de første dage op til mig og spurgte, hvor i Europa Brasilien ligger. Da jeg forklarede, at det ligger i Sydamerika, undrede hun sig over, at jeg ikke snakkede amerikansk”.

Svært at få venner

Én ting, som mange nuværende og tidligere udvekslingsstudenter kan relatere til, er, at det kan være svært at få nye og tætte venner.

“I starten snakkede jeg lidt med alle,” siger Lucas. 

“Det er svært at få en sådan rigtig tæt ven. Med tiden er det dog blevet lettere”, siger Lucas, som bl.a. er med i en basketballklub på AGS, der mest af alt spiller for at have det sjovt sammen.

Trods de udfordringer, der kan høre med til oplevelsen, er der ingen tvivl om, at Lucas trives i Danmark.

I løbet af det år han er i Danmark med Rotary, bor han sammen med tre forskellige værtsfamilier. Som udvekslingsstudent lever man ikke som en gæst af familien, men som en del af den.

Det betyder, at man også kommer med til langt størstedelen af de ting, familien laver sammen. På den måde lærer man mest muligt om Danmark set fra flere forskellige perspektiver – både fra forskellige værtsfamilier, fra skolen og vennerne og fra andre Rotary-rejsende. ■

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72