Et borgermøde skal afklare, om der er interesse for en købmandsbutik i Nybøl efter at Dagli’ Brugsen lukkede i september.

Borgermøde om købmandsbutik i Nybøl

Der var en gang en købmandsbutik – det kan du sørge for at der kommer igen.

Det er overskriften på en invitation til et borgermøde tirsdag 26. november i Nybøl om, der fortsat skal være en dagligvarebutik i byen.

Etablering af en Min Købmand i Nybøl, er et af spørgsmålene på mødet. Hvordan sikrer vi en lokal indkøbsmulighed, lyder spørgsmålet. Der bliver fortalt om en ny hybrid løsning. Deltagerne i borgermødet diskuterer, hvordan kommer vi i mål sammen. Der er mulighed for at få en snak med repræsentanter fra Dagrofa, der står bag lokale købmandsbutikker i Danmark.

I september lukkede Dagli’ Brugsen i Nybøl efter små 100 års brugstilstedeværelse ved Amtsvejen. Grunden var manglende lokal opbakning til brugsen, der kørte med underskud en længere periode. Mange af Nybøls beboere køber ind på vej til og fra arbejde. Tabet af brugsbutikken er især en bét for lokale kunder, der ikke forlader Nybøl på daglig basis og derfor er afhængige af at have en dagligvarebutik i nærheden.

Samtidig flytter folk til Nybøl i nye boligområder. Byen har et velbesøgt børneunivers. De fleste vil mene, der også hører en købmand til lokalsamfundet. Det bliver der nu taget en pejling på opbakningen til på borgermødet 26. november. En hybrid butik er en ubemandet butik, hvor folk går ind og lægger varer i indkøbskurven og overfører penge for indkøbet elektronisk. Der er eksempelvis en Døgnåben Købmand i Rinkenæs.

Udlejning

Brugsbygningen i Nybøl ejes af Brugsen for Als og Sundeved, der ikke er afvisende for at udleje butikslokalerne til en købmand, efter brugskæden ikke kunne få det til at løbe rundt. Der bor en lejer oven over butikken.

Forbilledet i Nybøl er Min Købmand i Blans, der blev reddet med stor opbakning fra borgerne for seks år siden, da den lokale købmand kom ud for en alvorlig ulykke. Butikken lukkede, men borgerne kastede sig ind i arbejdet med at sætte købmandsbutikken i stand og købe anparter i foretagendet. Tina Nielsen har siden været den lokale kømand i Min Købmand, som er en del af Dagrofa. Hun lægger et stort arbejdspensum i foretagendet, som kunderne bakker godt op om.

Hvilken model, der er anvendelig og mulig i Nybøl, bliver drøftet på mødet i næste uge. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 21. november 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.