Dagli´Brugsen i Nybøl 

Borgere til kamp for Dagli‘ Brugsen i Nybøl

115 borgere fordelt på to møder bekendte den forløbne uge troskab til Dagli’ Brugsen i Nybøl. Den er lukningstruet som følge af dalende omsætning. Der mangler 2500 kroner i daglig omsætning til at få regnskabet til at gå i et rundt nul.

“Der var pænt fremmøde fortrinsvist af trofaste kunder. Vi vil gerne have fat i børnefamilierne og gøre opmærksom på, det er vigtigt at bakke op om den lokale brugs og foreninger,” fortæller initiativtager Ulla Brommann, der glæder sig over den solide opbakning til Dagli’ Brugsen.

De knastørre tal viser, butikken er underskudsgivende. Støttegruppen mener, det hjælper, hvis beboerne i Nybøl og omegn lægger deres daglige indkøb i den lokale butik.

“Der skal en holdningsændring til. Flere sagde, de starter med at købe ind i Dagli’ Brugsen i Nybøl og supplerer andre steder efter behov. Det er ikke så meget dyrere at handle i Brugsen. Vi har optimeret varesortimentet, så man for eksempel kan købe bouillonterninger og krydderier til en konkurrencedygtig pris. Mangler man mel, smør eller mælk, kan man altid smutte over i Brugsen, hvis man har én. Det er et socialt sted, hvor mangen snak foregår over kølediskene. Man møder altid nogen, man kender. Det gør man ikke i de store varehuse. En mor sagde, det var en fornøjelse at bede sit barn cykle hen i Brugsen og hente det, hun lige står og mangler,” siger Ulla Brommann, der håber, nøflingerne er sig nødvendigheden af en lokal brugs bevidste.

“Der er apoteksudsalg, pakkeudlevering og lotto i Brugsen. Den er energioptimneret med kølemontrer og varmeforsyning med et så lavt forbrug som overhovedet muligt. Butikpersonalet er også skåret ned til et minimum,” siger Ulla Brommann.

På mødet fortalte den lokale ejendomsmægler, hvilken betydning det har for huspriser og liggetider, hvis der ikke er nogen Brugs. Beboere med arbejde andetsteds har tendens til at købe ind i de større byer. Bliver udviklingen ikke vendt, kan de ikke købe så meget som en pakke smør på Amtsvejen længere. 

“Det er dejligt, lokale borgere har gjort sig til talerør for at bevare Dagli‘ Brugsen. Det er vigtigt at forklare, at hvis de lokale ikke handler her, er der risiko for, butikken lukker. En lukket butik kan hurtigt få det til at gå ned ad bakke på andre områder. Selve ejendommen er sat i stand efter alle kunstens regler for syv år siden. Butiksindretningen er upåklagelig,” siger uddeler Søren Hansen, der skiftede fra Fynshav til Nybøl for tre år siden og håber at nå 100 års jubilæet med Brugsen, der blev stiftet i Nybøl i 1933. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.