Henriette Jacobsen åbner Klinik Grobund i Holbøl, hvor hun har fået selskab af Klinik Lønne ved Heidi Lønne Hansen.

Børneklar: Klinik Grobund tilbyder alt til mor og baby

På Mosevej 3 i Holbøl åbner der en ny klinik for gravide, fødende og kvinder på barsel.

Klinik Grobund åbner lørdag den 24. februar. Ejer er Henriette Jacobsen, som gerne vil gøre det mere behageligt at være gravid.

Hun får selskab af Heidi Lønne Hansen, som flytter Klinik Lønne fra Grænsehallerne i Kruså til Holbøl.

Henriette Jacobsen har selv haft to smertefulde graviditeter, som begge endte med sygemelding. Præcis som der gør for rigtigt mange andre gravide. 

Heller ikke fødslerne var uden smerter eller mén for Henriette Jacobsen. Den første fødsel var et planlagt kejsersnit med tvillinger og den næste var et sub-akut kejsersnit.

“Selvom hvert femte barn fødes ved kejsersnit, så er information og rådgivning om tiden efter et kejsersnit herunder genoptræning og arvævsbehandling en mangelvare”, mener Henriette Jacobsen, der selv på egen krop har erfaret, hvad denne mangelvare kan medføre. 

Henriette Jacobsen er uddannet fysioterapeut, så qua sit fag vidste hun, at der var hjælp at hente både før, under og efter en graviditet. 

“Jeg synes dog, der manglede et specialiseret tilbud indenfor gynækologien og obstetrikken hernede i Grænseområdet. Derfor sprang jeg ud som selvstændig, imens jeg stadig var på min sidste barsel”, fortæller Henriette Jacobsen, som herefter barslede med idéen om at åbne et sted, hvor hun kunne hjælpe kvinder, som har brug for det under graviditet og barsel. 

Henriette Jacobsen har indrettet klinikken med træningslokale og to behandlerrum. 

Højdepunkt for gravide

For Henriette Jacobsen har det været vigtigt at opbygge en atmosfære med hygge og tryghed i smukke rammer. 

“Det er vigtigt, de gravide har et sted, hvor de kan tumle og føle sig godt tilpas”, fortæller Henriette Jacobsen, som tror, at forudsætningen for en sund og ukompliceret graviditet er lig med en gravid, der tør bruge sin krop. 

Hun tilbyder holdtræning for gravide og nybagte mødre, hvor træningen er pilates-inspireret. 

“Vi har fokus på bevægekvalitet og den stærke krop. Det hele foregår på et niveau, hvor alle kan være med. Når man har gennemgået den første basale træning efter fødslen, tilbyder jeg træning, hvor fokus er at genvinde styrke, kondition og udholdenhed”, siger Henriette Jacobsen, som også står for både baby- og graviditetssvømning i den tyske svømmehal i Tinglev, hvor vandet er opvarmet.

Henriette Jacobsen tager løbende kurser og videreuddanner sig, for hele tiden at udvikle og dygtiggøre sig indenfor gynækologien, obstetrikken og det pædiatriske område.

Det er det felt, Klinik Grobund er bygget op omkring. 

Hun tilbyder også akupunktur og rebozo til gravide og barslende. 

“Jeg synes, det er vigtigt at kunne tilbyde de gravide et alternativ til den medicinske behandling, hvis det giver mening for dem”, fastslår Henriette Jacobsen

Klinik Lønne flytter til Holbøl

Kropsterapeut og fysiurgisk massør Heidi Lønne Hansen har flyttet sin klinik fra Grænsehallen i Kruså og til Klinik Grobund i Holbøl. 

“Jeg så et opslag, hvor Henriette søgte en lejer. Jeg er uddannet pædagog og har altid gerne villet bruge min erfaring til også at kunne hjælpe børn med at slippe ubalancer som hovedpine, rygsmerter, uro, søvnproblemer. Mange børn lider i dag af kropslig uro og har måske endda fået en diagnose. Jeg vil gerne hjælpe disse børn til at få lindring og mere balance og ro i nervesystemet”, fortæller Heidi Lønne Hansen, som om nogen tid bliver færdig med en uddannelse som Kranio Sakral terapeut med et særligt fokus på børn og børnebehandling. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 15. februar 2024

Skrevet af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Fotos af

Ditte Vennits Nielsen
Ditte Vennits NielsenLokalredaktør Bov
Ring 25 98 91 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.