Julebelysningen trænger til et løft, lød det på generalforsamlingen i Gråsten Handel.

Blomster og bands giver liv og glade dage

Gråsten Handels regnskab udviste i 2025 et overskud på 2.186 kroner. Omsætningen var på 1,005 millioner kroner og rundede for første gang millionen. Der er investeret i en mobil musikscene til 250.000 kroner. Handelsstanden har modtaget tilskud på i alt 651.000 kroner fra Sønderborg kommune det forløbne år – blandt andet til musikscenen.

Blomster i krukkerne koster årligt Gråsten Handel 123.00 kroner.

“Det er pengene værd,” understregede bestyrelsesmedlem Helle Blindbæk.

Bands til underholdning på Torvet står handelsstanden i 70.000 kroner. Juleaktiviteter står i 115.000 kroner og Torvedagene i alt i 142.000 kroner. Der investeres altså massivt i udsmykning og arrangementer.

Kasserer Bo Hansen har fået grønt lys til at hente betalt assistance ind, i det omfang der er behov for hjælp til at styre finanserne. Jubilæumsfonden balancerer med en lille kvart million kroner. Der har ikke været de store bevægelser i den. Et legat til unge mennesker fra byen blev ikke udbetalt sidste år, så der er lidt at gøre godt med til nye håbefulde unge, der gerne vil have en skærv til at opfylde deres livsdrømme.

“Julebelysningen trænger til et løft,” mener Benny Gisselmann.

Bestyrelsen har kigget på egnet julebelysning, men sprang det over i 2025, da der blev brugt en del likvide midler på mobilscenen, og en egnet festlig julebelysning til Hjerternes Fest menes at stå i omegnen af en halv million kroner.

Blandt forslag til nye aktiviteter er en outlet weekend i Ahlmannsparken med Gitte Bruhn som initiativtager. Gråsten Handel gør sig tanker om at blive en del af en webshop 6300, hvor virksomheder kan bestille medarbejdergaver ikke mindst til jul, hvor der er en gevaldig pakkestrøm op til Julens komme. Den kunne handelsstanden godt tænke sig at blive en del af. Et muligt kommende arrangement kunne være en H.C. Andersen weekend i Gråsten. Det bliver tidligst til noget i 2027. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 6. februar 2026

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.