Der er fest og farver på Bruhns modebutik ved Gitte Bruhn i Ulsnæs Cntret ikke mindst i forbindelse med otte års fødselsdagen den kommende weekend.

Bland selv tøj til farverig fødselsdag hos Bruhns

Gitte Bruhns modetøjsbutik Bruhns fejrer otte års fødselsdag i Ulsnæs Centret 21.-23. august. 

Den 53-årige butiksindehaver disker op med smagsprøver på forskellige lækkerier og bobler og cider foruden tilbud på mærkevarer som Free Quent, som man selv kan blande i rette farver og tekstilkombinationer.

“Vort motto er god stil, pasform og kvalitet. Vi lever af den personlige betjeningen og det nære forhold til kunderne, der kommer langvejs fra for at købe tøj her. De kommer fra Søn­der­­borg, Haders­lev og ikke mindst fra Aaben­raa samt nærmeste omegn. Det er kunder, der værdsætter god service. En betjening her kan vare fra ti minutter til halvanden time,” fortæller Gitte Bruhn, der sætter en ære i at drive en fysisk butik med personlig betjening.

”Det går godt. Vi er virkelig tilfredse og ser med glæde og fortrøstning ind i fremtiden,” siger butiksindehaveren, der ikke har fortrudt, hun for otte år siden skiftede fra et job som ansat til selvstændig butiksejer.

Muligheder

Hun så muligheder i Gråsten og tilførte slotsbyen nye mode- og tøjmærker, som hun hele tiden opdaterer til en trofast kundekreds. I januar blev hun opereret i det ene knæ og må derfor holde pauser i løbet af en arbejdsdag, da butiksekspedition i høj grad er og bliver stående arbejde. Der er berammet tid til næste operation, så modetøjsforhandleren må påregne endnu en pause på helst tre måneder, hvilket hun har svært ved at overholde.

“Det trækker i én at komme tilbage til butikken. Derfor må jeg holde pauser og sidde ned. Det går, men jeg skal også passe på bentøjet,” siger Gitte Bruhn, der ikke ligger på den lade side.

Hun gør meget ud af, at kunderne og deres følge føler sig godt tilpasse i butikken. Mens kunderne prøver tøj og går stativerne efter for fristende tekstiler og sko, er der kaffe, øl, slik og godter til mand og eventuelle børn, der agerer chauffør for den købelystne kundeskare. Der er intet hastværk, men god tid til at finde den rette påklædning til alles tilfredsstillelse, og sådan vil det blive ved med at være frem mod kommende fødselsdage hos Bruhns. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. august 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af
Claus Visby

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.