Camilla Riis er glad for arbejdet med at skabe aktiviteter og relationer blandt menighedens medlemmer i Rinkenæs og Bov, hvor hun også underviser minikonfirmander og specialkonfirmander.
Blæksprutte i kirkens tjeneste
39-årige Camilla Riis er kirke- og kulturmedarbejder i Rinkenæs Sogn og i en midlertidig stilling også i Bov Sogn.
Hun tager sig af forefaldende opgaver som undervisning af specialkonfirmander, minikonfirmander og kommunikation.
Hun er uddannet i kristendomskundskab på lærerseminariet og som kirke- og kulturmedarbejder i kirkeligt regi. Desuden arbejder hun på Frøslev Efterskole som rengøringsansvarlig. Camilla Riis betegner sig som blæksprutte med ansvar for lidt af hvert og præstens højre hånd.
“Jeg sørger for at skabe relationer til menigheden i det kirkelige arbejde. Det afhænger ikke af graden af tro. Kirken er for alle. Der er mange måder at udleve kirkelivet på. For mig er kirken et rart sted at være. Det vigtige for mig er, folk har tillid til det, jeg gør,” fortæller Camilla Riis, der bor i Bov og er mor til to store drenge og en efternøler – en dreng på tre år.
Ansvar for aktiviteter
Hun går meget op i hjælp til mennesker, der har behov for eksempelvis tøj og fodtøj, madpakker og andre håndsrækninger, som menighederne ikke er sene til at efterkomme, hvis folk ved, hvad der konkret er brug for.
Den slags indgik som en væsentlig del af hendes arbejde, da hun tidligere var ansat i Bov Sogn, indtil funktionen blev nedlagt. Nu står den til at blive genoptaget. Camilla Riis står for aktiviteter, der inddrager alle sognebørn. Hun understreger, de kirkelige handlinger selvsagt henhører under præsten.
Hun startede sit arbejdsliv som speditør, men blev grebet af det kirkelige arbejde. Hun kan lide det følelsesmæssige, det åndelige og diakonien – det at hjælpe andre mennesker. En kirke- og kulturmedarbejders opgaver er mange så som spaghettigudstjenester, kommunikation og arbejde med aktiviteter for hele menigheden og julehjælp.
Camilla Riis har gennem årene opnået indsigt i, hvordan kirken tilpasser sig foranderlige teknologiske forhold og samtidig bevarer sig selv. I dag er det ikke nok at slå en plakat op på en tavle for at fortælle, hvad der sker i kirken. Der formidles på mange forskellige platforme.
“Jeg kan godt lide at komme i kirken, men er der ikke hver søndag. Kirkelivet er andet og mere end gudstjenester, selv om de selvfølgelig også er en del af det,” fortæller en kvinde, der har fundet det rette miks i arbejdslivet og sammensætter arbejdssteder og indhold, så hun udlever det kristne budskab og omgås mange forskellige samfundsborgere. ■
Julehjælp i form af en julebasar med salg af ting kreeret af menighedens medlemmer er noget af det, Camilla Riis tager sig af som kirke- og kulturmedarbejder i Rinkenæs Sogn.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 3. januar 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.