Artikelbeskrivelse

Stepan Tomakjam genåbner 1. september sit firma med bilrengøring i Alnor.

Bilrengøring åbner igen i Alnor

Mandag den 1. september genåbner Autocentrum Rengøring i Alnor.

Og Stepan Tomakjan glæder sig til atter at komme i gang med bilvask.

Selvom den kroniske diskusprolaps fortsat er en udfordring, er Stepan Tomakjan mere end klar til igen at tage fat på arbejdet.

Ét års sygdom og en masse besøg på hospitalet. Resultatet af de to ting er en mand, der rigtig, rigtig gerne vil tilbage til sit arbejde.

“Jeg savner mit job,” siger Stepan Tomakjan, der altid har arbejdet med biler. 

Først som uddannet automekaniker og siden som taxavognmand, har Stepan Tomakjan nu bevæget sig videre i bilverdenen.

Han driver sit eget firma, Autocentrum Rengøring, hvor han vasker og rengør biler. Stod det til Stepan Tomakjan, arbejdede han stadig som automekaniker, men den kroniske diskusprolaps forhindrer ham i at udføre det hårde arbejde.

“Jeg ville gerne stadig være mekaniker, men det er hårdt, og jeg kan ikke bruge mange kræfter. Jeg må ikke løfte mere end 2 kg. Som bilvasker flytter du ikke mange kg., men det er hårdt på andre måder,” siger han.

Veteranbil

Selvom mekaniker-drømmen ikke kan udleves, forstår Stepan Tomakjan at holde sin interesse i live.

Hjemme i garagen står nemlig en veteranbil, som han renoverer, når der er tid og kræfter til det. Det sidste år har det været svært at lave så meget på den, men nu, hvor diskusprolapsen ikke fylder lige så meget i hans liv, kan han igen komme i gang.

“Jeg har altid tid til min hobby. Jeg arbejder i haven eller arbejder på min veteranbil. Jeg kan ikke sidde stille og se fjernsyn. Derfor har det også været svært at sidde derhjemme det sidste år. Hele mit liv har jeg bevæget mig og lavet noget. Det har været meget svært, men lige nu er det fint. Det bliver meget bedre, når jeg laver noget,” siger han, der glæder sig til igen at tage fat på arbejdet. ■

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72