Bente Blenstrup er ny chef for Jobcentersekretariatet og Borgerservice i Aabenraa Kommune.

Bente Blenstrup er røget til tops i Aabenraa

Bente Blenstrup fra Fiskbæk ved Gråsten begynder 1. september som ny chef for Jobcentersekretariatet og Borgerservice i Aabenraa Kommune. Bente Blenstrup tiltræder efter 15 år i Sønderborg Kommune.

“Jeg glæder mig rigtig meget til at begynde i Aabenraa Kommune. Det er en spændende kommune i et godt, geografisk smørhul. Og så glæder jeg mig til at være med til at videreudvikle borgerservice- og arbejdsmarkedsområdet”, siger 53-årige Bente Blenstrup, der kommer fra en stilling som stabsleder i Kultur og Fritidsforvaltningen i Sønderborg Kommune. Hun har arbejdet i forskellige stillinger i Sønderborg Kommune siden 2007.

“Stillingen er meget interessant, fordi den både er borgerrettet og udadvendt i forhold til samarbejdspartnere. Det er for mange borgere den første kontakt med kommunen, og det er der, de henvender sig. Det er spændende at arbejde med og i. Samtidig er det spændende at arbejde med sekretariatsbetjening af det demokratisk valgte system, og jeg glæder mig til at understøtte de lokale politikere”, siger Bente Blenstrup og fortsætter:

“Jeg er generalist med hang til udvikling. Med 15 år i Sønderborg Kommune har jeg bred, kommunal erfaring og viden om maskinrummet i en kommune. Jeg nyder at være med til at udvikle, og jeg glæder mig til også at opleve den del af arbejdet i Aabenraa Kommune, som jo heldigvis allerede er i en god udvikling, som jeg kan springe på”.

Bente Blenstrup er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har med diplom- og masteruddannelser videreuddannet sig gennem hele sin karriere. Senest har hun fået endnu mere udviklingserfaring, da hun har været projektleder for Tour de France-afviklingen i Sønderborg Kommune.

Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Bente som Aabenraa Kommunes nye chef for Jobcentersekretariatet og Borgerservice.

Bente Blenstrup bor sammen med kommunaldirektør Tim Hansen og den ene af parrets fire sammenbragte børn. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.