Socialdemokraten Benny Engelbrecht er 55 år og i gang med sin sjette valgkamp efter 18 år i Folketinget, men han anser ikke sig selv for at være urørlig som sit partis topscorer i Syd- og Sønderjylland. 

Benny Engelbrecht: Stem lokalt uanset om du er rød eller blå

Det 55-årige socialdemokratiske folketingsmedlem Benny Engelbrecht er i gang med sin sjette valgkamp.

Han har været 18 år i Folketinget valgt i Sydjyllands Storkreds. Det var Gråstens tidligere borgmester Bendt Olesen, der i sin tid overbeviste unge Benny op, at han skulle kandidere for folketinget i det sønderjyske, selv om han stammer fra Djævleøen.

I dag bor han i hus i Lysabild. Forrige valgperiode blev han skilt fra sin hustru gennem 30 år Charlotte Riis-Engelbrecht, som han boede sammen med i Adsbøl. I dag danner Benny Engelbrecht par med Mette fra Nordjylland med bopæl på Sydsjælland. De er det, han kalder cola – couple living apart.

“Als-Fyn Broen er bare vigtig, uanset hvor man bor i Sønderjylland. Den skal ind i infrastrukturplanen i den kommende valgperiode. Det er altafgørende. Pårørende og patienter, der skal til Odense Universitetshospital, vil kunne nå frem i løbet af fem kvarter, når broen kommer. Den er vigtig for turismen. En velfungerende infrastruktur er afgørende for, vi har attraktioner som Alsik og Nordborg Ferieresort. Vil Sønderborg være blandt de fem bedste turistkommuner i landet – hvilket også har stor betydning for Gråsten, Tørsbøl, Adsbøl og Broager – så skal infrastrukturen bare være i orden,” siger Benny Engelbrecht, der år tilbage selv blev eksproprieret ud af sit hus i Avnbøl, da Sønderborg motorvejen kom.

“Als-Fyn Broen er ikke embedsværkets opfindelse. Havde jeg og andre ikke som repræsentanter for Sønderborg kredsen og Sønderjylland arbejdet hårdt for broforbindelsen, var der ikke sket noget. Det er nu eller aldrig,” siger Benny Engelbrecht, der tilskriver De Konservatives Niels Flemming Hansen og De Radikaldes Andreas Steenberg en del af æren for, der er blevet holdt ihærdigt fast i Als-Fyn Broen.

Toastmaster

Når Femern forbindelsen kommer, vil trafikken gå uden om grænsestrøget uden en Als-Fyn Bro.

“Da jeg kom i Folketinget i 2007, var vi fem medlemmer, der var valgt i Sønderjylland. Nu er jeg den eneste fra Sønderborg Kredsen. Jeg ser med bekymring på den skræmmende udvikling, hvor det kun er de store partier, der får stemmer nok til at få lokale kredskandidater valgt til Folketinget. Får Venstre kun tre medlemmer i Sydjyllands Storkreds igen ved dette valg, vil der ikke være noget sønderjysk Venstre medlem af Folketinget. Derfor siger jeg, at kan man ikke på nogen måde overvinde sig selv til at stemme på en socialdemokrat – selv om jeg selvfølgelig synes, at det skal man – så stem på en lokal kandidat,” siger Benny Engelbrecht, som dermed opfordrer til at stemme på eksempelvis Venstres Phillip Kjær Luscombe, hvis man er ufravigelig blå i Sønderborg Kredsen.

Selv har den sjællandsk fødte socialdemokrat været topscorer på Liste A i Sydjyllands storkreds ved tre af fem valg. Han har gavn af kendis effekten, men afviser en melding på TV Syd om, han skulle være urørlig som socialdemokratisk topscorer ved valget. Selv elsker han at synge og spille og har før lavet valgslagere, men det afstår han fra denne gang. Der kommer noget musikalsk fra hans orkester efter valget, men det får ikke valgpolitisk grobund. Hvorfor valgte han at bo i Lysabild.

“Jeg så på huse med højt til himlen og en have, der var let at have med at gøre. Dem, jeg kiggede på, skulle alle have skiftet tag, men huset her var klippeklart med nyt tag på et skønt sted tæt på færgen, lufthavnen og Als-Fyn Broen, når den kommer,” lyder det fra den sønderjyske folketingsmedlem.

Mandag blev det afsløret, han bliver den nye toastmaster ved herrefrokosten til ringriderfesten i Sønderborg som afløser for revykonge Leif Maibom, så den titel kommer også til at pynte på cv’et. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. marts 2026

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.