Svend Jørgensen, Gråsten, tidligere Kværs, lægger gerne vejen forbi Bageriet Kock i Nybøl, hvor første etape at ombygningen er på plads. Caféområdet bliver senere gjort færdigt. Joan Hansen ses bag disken.
Bageren i Nybøl – nu med nye montrer og Columbasten
Bageriet i Nybøl er under gennemgribende forandring.
Disken er ny, der er kommet Columbasten fra Petersen Tegl foran disken, ligesom nye montrer og nye kølere sørger for at holde bagerivarerne lækre ved rette temperatur.
“Vi mangler noget endnu i den anden del af butikken. Der vil vi lave noget café-agtigt, hvor folk kan spise deres sandwich og pølsehorn og hvad, de ellers har lyst til. Det hele tager sig mere indbydende ud med sandwich og flødekager, pita og rugbrød, der er til at se, men ikke røre, før de er købt,” fortæller Carsten Kock, der ejer bageriet med tilhørende bagerbutikker fire steder i det sønderjyske sammen med sin bror Henrik.
“Vi har 100 års jubilæum i 2029. Det var vores bedstefar, der grundlagde Nybøl bageri. Han sagde, han selv havde båret stenene ind, så derfor syntes vi, der skulle nye flotte sten til her næsten 100 år senere. Vi har fået meget ros for det,” siger Carsten Kock, der mener, den værste krise og salgsstagnation er overstået i kølvandet på inflation og energikrise.
“Folk tør godt købe brød igen og sparer ikke på det. Vi har gjort, hvad vi kunne, for at holde priserne nede, men der er lige kommet lønstigninger og øvrige ekstra omkostninger, som gør, vi har været nødt til at sætte prisen lidt op,” fortæller bagermesteren, der har fem bagersvende i sit brød foruden ham selv og broderen.
“Diske og andet inventar holder jo ikke i 100 år. Der er altid noget at forbedre i bagerier. Vi bruger maskiner og remedier flittigt. Vi har åbent alle årets dage på nær to. I Nybøl har vi åbent fra klokken 4.30 om morgenen på hverdage, så håndværkere kan komme ind og købe en madpakke eller en ordentlig solid sandwich med noget gods i. Der bliver tit klaget over, bagerbutikker ikke har åbent, så man kan nå at købe brød på vej på arbejde. Det har vi gjort noget ved. Vores første ekspeditrice møder meget tidligt ind om morgenen,” fortæller en bager, der lader kunderne komme ind ad fordøren og ikke bagdøren i den årle morgenstund.
Brødrene Kock har butikker i Gråsten, Nybøl, Tinglev og Aabenraa med bagerier i tilknytning til de tre sidstnævnte. Det er på alle måder et familieforetagende, der går det runde jubilæum i møde med velberådet hu i visheden om, der fortsat kan slås gode sønderjyske brød op til det næste bagerårhundrede. ■
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.