55-årige Axel Johnsen fra Gråsten har i tre et halvt år som direktør for Museum Sønderjylland været øverste ansvarlige for formidlingen af den sønderjyske historie, som har været en del af hans arbejsliv i forskellige funktioner, siden han blev uddannet som historiker ved Aarhus Universitet i 1997.

Axel Johnsen – bestyrer af den sønderjyske historie

Da 55-årige Axel Johnsen blev direktør for Museum Sønderjylland for tre et halvt år siden, var det kronen på hans personlige historiske værk. 

Han er født i København af en tysk mor og en dansk far. Da han var 10 år gammel, flyttede familien til Sæd ved Tønder. Han er derfor indforstået med, han ikke kan kalde sig sønderjyde, selv om han har boet i landsdelen langt størstedelen af sit liv og taler sproget. Han er bosiddende med familien i Gråsten.

Han blev uddannet cand.mag. i tysk og historie på Aarhus Universitet i 1997 og blev i sit første job vikar for den navnkundige museumsinspektør Inge Adriansen på Sønderborg Slot, da hun tog orlov for at forske. Dansk-tyske forhold og historie og den nationale og politiske udvikling i grænselandet blev Axel Johnsens speciale.

Ved årtusindskiftet tiltrådte han et forskningstipendiat på Dansk Centralbibliotek i Flensborg og ved Rigsarkivet i Aabenraa. I 2008 blev han udstillingsleder på Koldinghus. I 2015 fik han ansvaret for Sønderborg Slots permanente udstillinger, inden han tre år senere blev chef for afdelingen Viden & Samlinger sammesteds. 

Titlen giver ansvar for museets faglige personale. I 2021 blev han så direktør for Museum Sønderjylland og fik til opgave at videreføre museets strategi med at styrke arbejdet med kulturarven og modernisere besøgsstederne i de fire sønderjyske kommuner. Han er gift med Louise og har tre voksne børn. 14-årige Andreas er den eneste, der bor hjemme endnu og går på Gråsten Skole. De to andre er fløjet fra reden.

“Vi har flyttet 300.000 genstande fra kniplinger til kommoder, hestevogne, klaverer og pilespidser til et kæmpemæssigt magasin i Rødekro. Museum Sønderjylland har rejst 75 millioner kroner til moderniseringen af museerne i Tønder med fokus på den vestsønderjyske historie og Hans J. Wegner,” fortæller Axel Johnsen, der også er blevet en slags fundraiser og sikkert aldrig bliver arbejdsløs med alle de opgaver, direktørtjansen indebærer.

Grænselandets historie

Hans kører dagligt fra Gråsten til Haderslev og lægger jævnligt vejen forbi de ti museer.

“Grænselandets historie og de dansk-tyske relationer er en hel særlig del af den danske historie med Hertugdømmerne, egen møntfod og og lovgivning. Det er noget helt andet end eksempelvis Nordjyllands historie,” konkluderer Axel Johnsen, der nu skal sikre praktiske ting i museumsverdenen som klimastyring, fysisk præsentation og fremtoning samt tiltag, der skal få ikke mindst de yngre generationer til at interessere sig for historien.

“Vi skal være bedre til børn og børnefamilier. Der er ikke meget for den befolkningsgruppe. Det skal vi gøre noget ved,” siger museumsdirektøren, der er af den opfattelse, man sagtens kan tiltrække et yngre publikum og fastholde det ældre historieinteresserede publikum.

Ikke mindst i Sønderjylland identificerer befolkningen sig med historien, og det giver naturligvis visse forpligtelser. Museet har et formidlerkorps på fem personer, som bidrager med ekspertise i, hvordan man formidler historie, så det ligger ud over udenadslære i årtal.

I fritiden ror museumsdirektøren kajak i Gråsten Roklub. Nærheden til vandet, skoler og trygge forhold var afgørende for familiens valg af bopæl. Om direktørtitlen er sidste punkt på cv’et, ved titelhaveren ikke, men som han siger, får han tid, kan han altid udgive flere bøger. Sønderjyllands historie er en uudtømmelig kilde til skrifter om tidernes skiften i grænselandet. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 25. marts 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.