
20-årige Annabelle Gravenslund Rinkovski fra Egernsund er nybagt student, og nu skal hun ud at rejse, inden hun finder ud af, om hun går lærervejen.
Annabelle elsker sit arbejde
20-årige Annabelle Gravenslund Rinkovski fra Egernsund har netop afsluttet studentereksamen fra Alssundgymnasiet med musik og engelsk som linjefag.
“Det er ikke fordi, jeg vil bruge det til at blive komponist eller sådan noget, men det er det, der interesserer mig. Jeg synger i Sønderjysk Pigekor,” fortæller Annabelle.
Hun arbejder på Danfoss Universe og nu også på Shell i Gråsten.
“Jeg er i oplevelsesafdelingen i Universe, hvor jeg skal hjælpe folk med at prøve at køre segway og klatre i skytrail. Jeg er selv blevet god til segway, men har også højdeskræk, og det kan jeg bruge, når jeg informerer om brugen af skytrail,” fortæller den nybagte student, der gerne vil være lærer og derfor også kan bruge arbejdet til en slags undervisningspraktik.
“Jeg har tænkt mig at tage et sabbatår efter gymnasiet. Det bakker mine forældre 100 procent op om,” fortæller Annabelle Gravenslund Rinkovski.
Byernes by
Hun rejser en tur til Paris for at se byernes by. Hun har en veninde, som rejser med sin kæreste til New Zealand. Dem vil hun besøge Down There. Hvilke rejsemål, der ellers kommer til, vil sabbatåret vise. Hun overvejer også at tage et undervisningsjob som forberedelse til en eventuel kommende lærergerning.
“Vi er nok syv søskende,” fortæller den 20-årige og trækker lidt på det.
Forældrene har begge bragt bonusbørn fra tidligere parforhold, så Annabelle skal tælle efter for at gøre status over sin søskendeflok.
“Det er kun godt, at vi er mange søskende. Alle mine fire forældre har børn fra tidligere ægteskaber. Jeg befinder mig faktisk så fint med det, at jeg ville være i tvivl om, hvilken af mine to fædre, der skulle følge mig op ad kirkegulvet, hvis jeg skulle giftes,” fortæller hun glad om sin store sammenbragte familie.
Hun har venner i Egernsund og lidt rundt omkring, hvor hun har gået i skole og været aktiv i forskellige sammenhænge.
“Det første år på AGS tog jeg bussen, men så skaffede jeg mig en bil for at kunne komme hurtigere i skole og på arbejde. Det er dejligt selv at kunne køre,” fortæller Annabelle, der har gået til dykning, og hvis familie er på sejlerferie.
Hun skal besøge dem i en havn syd for grænsen, hvor de har lagt til, og så er det jo virkelig smart at have egen bil. I det hele taget nyder Annabelle livet og friheden efter gymnasiet og gør sig tanker om sin fremtid i visheden om, mulighederne er mange, og verden ligger åben. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 31. juli 2025
Skrevet af
Fotos af
Rolf Hattesen
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
