Andreas Johnsen blev vinder af kagekonkurrencen i Gråsten Badmintonklub.

Andreas vinder kagekonkurrence

10-årige Andreas Johnsen, der går i 4. klasse på Gråsten Skole, elsker at bage. Og han er dygtig. Forleden vandt han Gråsten Badmintonklubs kagekonkurrence.

Gråsten Badmintonklub lever i den grad op til sine sønderjyske rødder ved at have arrangeret en kagebagningskonkurrence, som hverken har noget med træning eller badminton at gøre. Hvis bare børnene hygger sig og har haft det sjovt, er klubben glad, fortæller Carsten Clausen Kock.

“Det er helt ovre i det hyggelige og kreative segment. Der er nogle, der gerne vil være aktive sammen med andre, men som ikke kan hidse sig op til at lave online konditionstræning. Der falder nok også noget af til familien med en kagebagningskonkurrence, som kan udløse noget hygge ude i de små hjem.”

Det eneste krav er, at bageren er med på det billede, som uploades til facebookgruppen, inden vinderen afsløres senere på et livestream.

“På den måde kan vi i trænergruppen give feedback, så børnene kan mærke, at vi lægger mærke til, at de er der.”, siger Carsten Clausen Kock. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Fotos af
Gråsten Badmintonklub