49 petanquespillere fordelt på 12 hold og fra forskellige petanque klubber dystede i præmiespillet

Åbent hus hos Bov IF Petanque

Mandag den 28. april holder Bov IF Petanque åbent hus på Tværgade 11 i Padborg fra kl. 10.00 – 11.30. 

Arrangementet er planlagt i samarbejde med Aabenraa Kommunes projekt 60+ Aktiv.

“Vi vil prøve at gentage en succes fra 2023 om at få ældre kvinder og mænd op ad sofaen og ud i den friste luft. Dengang fik Bov IF Petanque nye og glade medlemmer, og nu prøver vi igen med et åbent hus-arrangement her i april måned”, fortæller formanden Herbert Johansen.

16 baner

“Rigtig mange ældre mennesker, som overvejer at deltage i noget, spørger måske sig selv, om der er et toilet i nærheden? Eller er der en bænk, man kan sætte sig på? I direkte forbindelse med vores 16 baner har vi et dejligt klubhus med gode toiletforhold og også en skøn udendørs terrasse”, siger Herbert Johansen.

De spiller hele året rundt. Petanque kan spilles i shorts om sommeren og tyk vinterfrakke om vinteren. Herbert Johansen er selv inkarneret petanque spiller.

“Vi vægter det sociale liv højt i foreningen. Mandag formiddag træner vi og tirsdag eftermiddag spiller vi social turnering. Tirsdagens kampe afsluttes altid med fælles kaffebord og en gang hyggesnak. Man kan deltage en dag eller begge dage, som man har lyst og energi til.

Vi håber at rigtig mange har lyst til at komme. Kl. 11.30 har vores grillmester Svend Åge en af Brugsens velsmagende grillpølser klar. Så kom og oplev spillet og spar frokosten derhjemme”, siger Herbert Johansen.

Deltagerrekord

Bov IF Petanque holdt forleden præmiespil med 49 deltagere fra områdets petanqueklubber.

De 13 deltagere som kunne tage hjem med en kaffe, honning eller vinpræmie var:

Dieter Greisen, Bov IF, Uwe Kath, Bov IF, Ute Kröger, Bov IF, Bodil Jensen, Bov IF, Ruth Stubberup, Bov IF, Uffe Friis, Augustenborg, Karen Schmidt Augustenborg, Ib Biel, Hjordkær.

Henny Samstedt, Augustenborg, Mie Petersen, Bov IF, Anne Quetano, Bov IF og Birgit Hansen, Aabenraa.

“Kæthes kartofler gjorde igen lykke, og heldigvis havde vi denne gang vejrguderne med, sol fra en skyfri himmel. Vi kunne denne gang inddrage terrassen til eftermiddagskaffen”, fortalte en travl formand på dagen, Herbert Johansen. ■

Det flotte vejr skabte hygge og stemning på ved havebordene

blank

Formanden Herbert Johansen styrede præmiespillets resultater og havde en travl dag

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 10. april 2025

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.