400 overværede gymnasternes store dag

Af Jonas Kjærsgaard
Starttidspunktet var officielt klokken 10:00, men allerede en halv time i forvejen var begge haller ved Sundeved Efterskole fyldt til bristepunktet med gymnaster, forældre og øvrige gæster.
Det var Varnæs Bovrup Idrætsforenings årlige lokalopvisning, som var trækplasterets.
Efter åbningstale fra henholdsvis Bodil Wilhelmsen og Lisbet Baad på vegne af VBIF og Peter Koldby Juhl på vegne af Sundeved Efterskole, indtog efterskoleholdet på hjemmevant manér det – i dagens anledning – trange gulvareal.
Efter en flot og tempofyldt åbning på dagen, overlod værterne gulvet til et næsten lige så tempofyldt forældre/barn hold, der fik vist hvor alle kommende gymnaster starter. Udklædt som smølfer og med rundkreds og fællessang midt på halvgulvet, formåede det lille lokalhold på fornem vis at fastholde publikums opmærksomhed.
Den følgende times tid, var der en håndfuld lokalhold på gulvet. De mere end 400 betalende gæster kunne læne sig tilbage og nyde hold som ’Minifræs’ og ’Superfræs’, men også et mor/datter hold, der er et af de nye tiltag fra VBIF’s side.
Herefter gik ’AS øvede piger’ på gulvet. Med en masse flot, rytmisk gymnastik var det som om opvisningen skiftede gear. i selskab med de to næste hold fik tempoet endnu et nøk i vejret. ’Springmix’ – bestående af gymnaster fra 1.-3. klasse og ’Juniormix’ – bestående af gymnaster fra 4. – 8. klasse – fik i den grad sat fut i løjerne, inden det blev de voksnes tur.
Modige forældre
En modig flok forældre gik på gulvet for at vise, hvordan crossgym tager sig ud i VBIF anno 2017. Akkompagneret af taktfaste klapsalver og tilråb fra det begejstrede publikum, fik holdet vist, at man ikke behøver at vende op og ned på sig selv for at deltage i en lokalopvisning. Der blev smidt med traktordæk, hevet i reb og løbet diverse stafetter, inden der igen stod gymnastik på programmet.
Gymnasterne på det næste hold havde givetvis siddet og kigget ekstra godt efter, mens ’AS øvede piger’ var på gulvet. Det var nemlig tid til endnu et rytmisk indslag. ’Rytmepiger’ for 1.-5. klasse, gav – aldersforskellen internt på holdet til trods – en fornem og helstøbt smagsprøve på, hvad man kan opnå med en lille times træning om ugen.
Få minutter senere end programsat, indtog dagens sidste hold gulvet. Her var tale om gæsteholdet ’Junior Ynglinge Syd’ også kaldet JYS, som i lighed med Sundeved Efterskole viste fornem gymnastisk kunnen – både i form af idérige serier og flere fine springesekvenser. Det store egnshold lukkede og slukkede for et par fornemme timer og opvisningen var for mange af de mere end 500 gymnaster, kulminationen på et vinterhalvår fyldt med svedige træningstimer rundt om i lokalområdets mange haller.

blank blank blank blank blank blank blank

blank

Gymnasterne havde en travl dag på gulvet i hallen på Sundeved Efterskole.
Foto Jonas Kjærsgaard