Krolf er blevet et populært spil i Gråsten.

Gråsten Krolf med nyt koncept: 

“Jeg tror ikke, der er andre, der har det samme”

Vinterhalvåret lægger ikke normalt op til, at der skal spilles udendørs krolf. Det vil Gråsten Krolf nu ændre på.

Danmark om vinteren er lig med smattede, vandfyldte græsplæner. Det er ikke ligefrem forhold, der er gunstige, når man vil spille krolf. I hvert fald ikke, hvis man insisterer på at gøre det udenfor, som det er tiltænkt. 

Det vil Orla Kulby, formand for Gråsten Krolf, nu gøre op med.

Krolf i al slags vejr

Mange medlemmer, og knapt så mange haltimer i Ahlmansparkens hal, harmonerer ikke. Slet ikke i en tid, hvor kun få ad gangen må forsamles til det ugentlige spil krolf. 

Derfor, tænkte Orla Kulby, måtte der være en anden løsning.

Klubbens udendørsbane ved Ahlmansparken var udelukket; den er for smattet om vinteren, og må ikke omdannes, så det bliver muligt at spille der om vinteren. 

Derfor gik han i tænkeboksen, og er nu kommet frem til en løsning: 

To vinterbaner på Aarsbjerg. Banerne er allerede drænet så meget, at der aldrig står vand på banerne, og de er derfor ideelle, fordi de kan blive i løbet af få dage. Det lader til at blive en glæde for medlemmerne, der er spændte på komme i gang igen.

Krolf og kakao

Den eneste ulempe ved de nye baner er, at placeringen ligger længere fra byen end Ahlmannparkens haller. 

De henved 100 medlemmer af Gråsten Krolf, der primært er ældre, kan derfor få lidt sværere ved at komme dertil.

“Jeg ville helst have, at det lå i bymidten, fordi det er ældre mennesker, vi har i klubben,” siger Orla Kulby.

Til gengæld er en ekstra fordel ved, at klubben nu rykker til Aarsbjerg i vinterhalvåret, at de må bruge Gråsten Boldsklubs klubhus.

“Vi har fået lovning på at bruge klubhuset, så vi kan få varm kakao. Det bliver ikke bedre.”

Banerne kan blive klar i løbet af få dage. Derfor er det primært forsamlingsforbuddets varighed, der afgør, hvornår klubben kan komme ud på de nye baner. ■

Orla Kulby er drivkraften bag krolfspillet.

blank

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72