Artikelbeskrivelse

Tamburmajoren i Broager Brandværnsorkester, Lene Rempt, havde også en buket med til Kronprinsessen.

Kronprinsessen strålede om kap med solen

Der var ikke en sky på himlen, da Gråsten Ringridning lagde deres årlige optog forbi Gråsten Slot.

Traditionen tro overværer den kongelige familie søndagens rytteroptog. I år var det kronprinsparret, deres fire børn og familiens hund, der alle var med til at hilse på de flotte heste, ryttere, orkestre og cykelringriddere.

Ikke kun den kongelige familie, men også flere tusinde lokale og gæster havde fundet vej op til slottet for at overvære seancen. Politiet måtte flere gange bede folk om at holde sig tilbage, så der var plads til optoget.
Allerede inden optoget var begyndt, havde kronprinsesse Mary modtaget flere buketter blomster. 10-årige Milgrig Katballe, Gråsten, var én af de modige, der turde gå frem fra publikum og overrakte en buket røde roser.

Helt overvældet strømmede tårerne ned af den unge piges kinder, så kronprinsessen gav hende et hjerteligt knus. Publikum var så begejstrede for den rørende scene, at de gav spontane klapsalver.

Rytterne havde gjort noget særligt ud af at pynte både sig og hestene med fletninger, blomster og glitter. Og mange af de voksne ryttere kippede i respekt med lansen, da de passerede kronprinsen og hans familie. 

Kærlige klap

Kronprinsessen var i et strålende humør og gav kærlige klap til både ryttere og hest, hver gang hun tog imod én af de mange buketter. 

Også Prinsesse Isabella modtog blomster fra nogle ponyryttere. Prinsesse Josefine var en smule tilbageholdende, da nogle af de store heste opførte sig urolige. Kronprinsessen lod sig dog ikke slå ud og man kunne mærke, at hun er vant til at omgås heste. Hun tog det ganske roligt og gav også de drilske firbenede et kærligt klap og udvekslede nogle ord med rytterne. I det hele taget var det en meget folkelig og kærlig kronprinsesse der glad og smilende hilste på både børn og voksne.

I slutningen af optoget vakte de 75 cykelringridere med deres pyntede cykler begejstring hos de unge prinser og prinsesser. Børnene havde forberedt buketter med store slikkepinde og slikposer, som Thilde Hansen overrakte til de kongelige børn.

Det var en synlig glad og afslappet Kronprinsfamilie, der var med til at holde traditionen omkring Ringridderoptoget i hævd. Den begejstring den kongelige familie udstrålede vækker stor glæde i både Gråsten og resten af Sønderjylland. ■

Tekst og fotos af

Lene Neumann Jepsen
Lene Neumann Jepsen Kommunikationskonsulent
Ring 31 17 05 27