Jonna Seemann fejrer tøjbutikkens tredje fødselsdag med rabatter, gaver og blomster til kunderne.

2dreams fejrer 3-års fødselsdag

I forbindelse med 2dreams tredje fødselsdag, bliver der i år givet gode fødselsdags-rabatter, gaver og blomster til kunderne.

Tøjbutikken fejrer i denne uge sin 3-års fødselsdag. Fra onsdag til lørdag kan man vinde gaver eller blomster, hvis man køber for over 300 kr. Det foregår ved en pakkeleg, hvor der rafles om gaver. Er man så uheldig, at det ikke bliver til en gave, får man i stedet en flot blomst med på vejen.

Jonna Seemann, der for tiden driver butikken selv, har valgt at dele fejringen af fødselsdagen ud over flere dage, for på den måde at undgå, at der kommer for mange kunder i butikken på én gang. Hun sørger for, at der hele tiden er højst 5-6 kunder i butikken, så smittespredning undgås.

God opbakning

Da Corona-pandemien begyndte at påvirke de danske butikker, valgte medejer Jane Betty Hansen at afstå sin løn til butikken, så der var færre omkostninger i en tid med nedgang. 

Jane Betty Hansen arbejder derfor i hjemmeplejen, for på den måde at hjælpe butikken og samtidigt hjælpe hjemmeplejen. 

Selvom de færre omkostninger er en fordel for butikken, viste det sig kun nødvendigt med nedskæringerne i marts måned. 

“Den beslutning er taget på grund af mindre aktivitet. April har dog vist sig at være kanon. Kunderne har støttet så meget op, at vi næsten ikke har kunnet mærke Coronakrisen,” siger Jonna Seemann.

I marts blev butikkens omsætning næsten halveret, men den tendens blev vendt på en tallerken i april. 

“Dér har vi haft travlt. Vi kommer ikke til at mærke det [corona, red.], håber vi ikke. Og det er takket være vores kunder. Det er ikke en selvfølge,” siger Jonna Seemann. 

Jane Betty Hansen forventes tilbage i butikken i efteråret. ■

Skrevet af

Esben Cronback
Esben CronbackReporter
Ring til 26 77 22 72