Artikelbeskrivelse

Erfaren foreningsmand fylder 70 år

Af Gunnar Hattesen
Iver H. Ottosen, Padborg, fylder fredag, den 29. januar 70 år.
Han har gennem mange år med stor energi kastet sig ud i det frivillige arbejde til gavn for lokalsamfundet.
Iver Ottosen er kommunal administrativ uddannet i sin fødeby Skodborg, og blev i 1967 ansat på Bov Rådhus. Her virkede han i godt 40 år indtil pensionering i 2008.
I 12 år var han medlem af Bov Menighedsråd, heraf de 10 år som formand. I mange år var han aktiv som aktør og kasserer i friluftsspil på Padborg Friuftsscene.
Ligeledes har han i mange år været aktiv i Frøslev Sangforening som sanger i Mandskoret og førhen medvirket i dilettantforestillinger.
Politisk var han i nogle år aktiv i Venstre i Løgumkloster-kredsen og i Europabevægelsen.
Derudover har han i næsten 40 år været engageret i Lions Club Bov og også på landsplan samt fungeret som sekretær i bestyrelsen for den danske Borgerforeningen Flensborg med ansvar for adskillige prominente danske personligheders besøg i Flensborg.
I den seneste årrække har han henover sommeren medvirket ved afvikling af ringridninger som resultatformidler overalt i det sønderjyske.
Fødselsdagen fejres under private former på selve dagen på Frøslev Kro. 

Iver H. Ottosen er en aktiv foreningsmand. Foto Tove Hansen

Iver H. Ottosen er en aktiv foreningsmand.
Foto Tove Hansen