Bestyrelse og suppleanter i Ældre Sagen, Bov lokalafdeling. Fra venstre Bente Bracht, suppleant Karen Holubovsky, Bente Tønder, Annelise Følster, kasserer Rita Clausen, Mathias Backmann, sekretær Yvonne Jespersen, formand Finn Sørensen, næstformand Merete Vestergaard Nielsen, suppleant Finn Kristensen og Erik Kildahl.

125 til årsmøde i Ældre Sagen Bov

Ældre Sagen i Bov samlede 125 medlemmer til årsmødet, som blev afholdt i Grænsehallen.

Lokalt har Ældre Sagen 2.107 medlemmer. I Aabenraa Kommune har Ældre Sagen 11.477 medlemmer og på landsplan har man rundet én million medlemmer.

Formanden Finn Sørensen fortalte i sin beretning om et år 2024 med spændende arrangementer og de faste aktiviteter, hvoraf en ny aktivitet, spillecaféen, startet på initiativ fra et medlem, også er blevet til en succes.

“Udover bestyrelsen har vi 51 frivillige i Bov Lokalforening, og herfra skal lyde en stor tak til alle de frivillige. Uden jer havde vi ingen forening”, sagde Finn Sørensen.

I 2024 blev der gennemført to rejser, én til Dresden med 24 deltagere og én til Apulien med 27 deltagere.

Besøgsvenner

“Vi får hver måned henvendelser fra folk, der søger en besøgsven. Vi har besluttet ikke at tilbyde dette, da denne tjeneste i vores område ligger hos Røde Kors. Jeg ved, der desværre er en større venteliste”, sagde Finn Sørensen og opfordrede interesserede, med lyst til at være besøgsven til at kontakte den lokale Røde Kors afdeling.

Finn Sørensen orienterede om lokalbestyrelsens fremtidige virke og planlagte arrangementer og aktiviteter i 2025. Han sluttede med at takke alle, som har støttet Ældre Sagens lokalafdeling i Bov.

Kasserer Rita Clausen kunne fremlægge et regnskab, som viste et overskud på 48.975 kr .

“Vi har haft et økonomisk godt år, og har nu fået etableret en egenkapital på 50,00 pr. medlem, hvilket anbefales af Ældre Sagen i Danmark”, sagde Rita Clausen.

Anelise Følster, Rita Clausen, Benta Tønder og Erik Kildahl var på valg, og de modtog alle genvalg. Det samme gjorde suppleanterne Karen Holubovsky og Finn Kristensen.

Seniorrådet

“Vi har igennem koordinationsudvalget et godt samarbejde med Seniorrådet i Aabenraa kommune, hvor vi kan fremføre ting, som ligger os på sinde”, sagde Finn Sørensen.

Formand for Seniorrådet, Dieter Johannsen, var inviteret til årsmødet for at fortælle om Seniorrådets arbejde i Aabenraa Kommune.

“Vi formidler synspunkter mellem borgerne og byrådet i forhold til lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører ældre. Seniorrådet skal høres om alle forslag og initiativer, som vedrører ældre, inden der træffes beslutninger, herunder bl.a. budgetlægning på ældreområdet”, fortalte Dieter Johannsen.

Lige nu har Seniorrådet meget fokus på den nye ældrelov, som træder i kraft den 1. juli 2025. Den sætter selvbestemmelse, omsorg og stærke gode relationer i centrum for den store forandrings- og udviklingsopgave, kommunerne nu skal i gang med for at sikre, at loven implementeres i tråd med dens intentioner.

Seniorrådet udgiver Seniorbladet Ruden, 2 – 3 gange årligt. Her findes interessante artikler, praktisk information og nyttig viden til og om seniorer og handicappede i Aabenraa Kommune. ■

Aabenraa kommune, Dieter Johannsen, fortalte om Seniorrådets arbejde

blank

125 medlemmer af Ældre Sagen Bov Lokalforening deltog i årsmødet

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. marts 2025

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.