Gråsten-Adsbøl menighedsråd bliver lagt permanent sammen fra og med det kommende valgår efter lang tids frivillig ordning, og det betyder, der skal være otte medlemmer mod tidligere 12 af det kommende menighedsråd, der vælges 17. september, fortæller formand Helle Blindbæk.

Menigheder i Gråsten og Adsbøl i fast giftermål

Hidtil har menighedsrådene i Gråsten og Adsbøl arbejdet sammen i en frivillig ordning. Nu får de officielt papir på hinanden. Sammenlægningen af de to menighedsråd bliver permanent og træder i kraft i det nye valgår. Det betyder, Gråsten-Adsbøl menighedsråd skal have valgt otte mod tidligere 12 medlemmer af menighedsrådet, når der er valg til september.

“Tidligere skulle vi vælge to hele menighedsråd med fem medlemmer i Adsbøl og syv i Gråsten. Med det lovformeligt sammenlagte menighedsråd kan vi nøjes med otte medlemmer. Det er også meget passende. Der er plads til, medlemmerne kan arbejde med det, de gerne vil, samtidig med menighedsrådet får en overskuelig størrelse,” siger formand Helle Blindbæk.

Da syv medlemmer af det siddende menighedsråd genopstiller, er der reelt behov for ét nyvalgt medlem. Menighedsrådet pointerer meget stærkt, at det gerne vil have valgt fire fem personer, så der er suppleanter at tage af. Al erfaring viser, der bliver behov for dem i løbet af den kommende fire års valgperiode.

“Vi er selvfølgelig ikke i den situation, at vi skal ud at lede efter mange nye medlemmer af menighedsrådet, men vi må heller ikke ligge på den lade side, når der skal hverves kandidater til det kommende menighedsrådsvalg,” siger Helle Blindbæk, der ser det som en god måde at komme ind i arbejdet på, at man bliver lært op som supppleant, der også deltager i møderne.

“Vi vil gerne fremtidssikre menighedsrådet og vil naturligvis opfordre så mange som muligt til at kandidere 17. september. Det vil være rigtig dejligt med flere nye folk. Vi har bestemt brug for nyt blod. Dem, der træder ud, er folk, som fortsætter som frivilligt aktive for at bevare tilknytningen til det kirkelige arbejde,” siger formanden, der selv kommer fra Adsbøl menighedsråd og har været med i fire valgperioder heraf 14 år som formand.

Slotskirken skal sættes i stand

Det bliver op til de kommende menighedsråd at sikre en ligelig fordeling af medlemmer fra Gråsten og Adsbøl, da der ikke er krav til medlemmernes geografiske tilhørsforhold i det sammenlagte menighedsråd. Forlovelsestiden har været lang. Den frivillige ordning mellem menighedsrådene blev indgået i 2010/2011.

Mens den formelle sammenlægning af menighedsrådene ikke ser ud til at volde kvaler, går menigheden helt andre udfordringer i møde. Gråsten Slotskirke skal sættes i stand efter alle kunstens regler og lukker derfor i to et halvt år. Gulvet skal brækkes op som et led i en gennemgribdende renovering.

Gudstjenesterne flytter til Adsbøl. Kapellet kan bruges til kirkelige handlinger. Selve julegudstjenesten kommer til at foregå i BHJ-Salen. Der er altså voldsomme ændringer på vej og savn af slotskirken i en stor del af det kommende menighedsråds valgperiode. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 22. august 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.