En anderledes tur til Vestslesvig
18. maj 2018
| 595 kr.En anderledes tur til Vestslesvig
med Torben Ølholm
Fredag den 18. maj
Denne tur har naturligvis en plan og en rød tråd. Men den er krøllet og uforudsigelig. For det handler om vidt forskellige historier fortalt præcis på stedet, hvor noget engang skete. Og på alle poster er der lidt at spise eller drikke. De fleste gange endda begge dele. Det skulle jo nødig blive for tørt.
Det er Torben Ølholm, der har tilrettelagt turen og
bevidst gået efter overraskelserne:
Vi kører mod Løgumkloster, hvor vi besøger refugiet og kirken og får et indblik i dette ganske særlige sted. Derpå går turen til Ecco i Bredebro. Og her skrues tiden tilbage til de tidlige år, hvor fabrikant Karl Toosbuy som en sand ildsjæl fik skabt den i dag globale virksomhed. Vi har den helt rigtige fortæller på plads og får et kulinarisk hop tilbage til 60’ernes gamle Ecco. Og så følger nok et hop. Nu helt tilbage til året 1912. Historien om en frygtelig ulykke bliver fortalt ved Brede Å nær Mjolden. Og så går det ellers mod syd langs det fantastiske vadehav. Undervejs en lille overraskelse, hvor vi til overflod bryder ud i glad sang.
Efter turen langs Vadehavet er vi ved stedet, hvor man i hine tider holdt Sønderjyllands største og absolut bedste baller: Emmerlev Klev. De helt rigtige fortællere fra de store dage er på plads for os. Og vi smager på de store dage. Så går turen til Schackenborg Slot med en tur rundt på slottet.
Og endelig lander vi ved Rens Hedegård og hører historien om en voldsom vildsvinejagt for præcis 70 år siden. Gæt selv hvad vi bagefter spiser i jagtstuen med et glas rødvin til? Og så går det ellers hjemover, hvor vi sætter deltagerne af, hvor de stod på.
Pris kr. 595,- som inkl. bus, fortæring, entreer og gode historier.
Opsamlingssteder
Alsion, Sønderborg kl. 8.50
Nybøl Kirke kl. 9.00
Broager Kirke kl. 9.05
Elektrikeren, Egernsund kl. 9.10
Ahlmannsparken, Gråsten kl. 9.15
Bageren, Rinkenæs kl. 9.20
Annies Kiosk Sønderhav kl. 9.25
Elektrikeren, Kollund kl. 9.30
Kruså Bankocenter kl. 9.35
Bov Kirke kl. 9.40
Circle K, Padborg kl. 9.45