
Byrådsmedlem Vivi Britt Nielsen (V) overrækker sundhedsprisen til krolfklubbens formand, Bent Knudsen.
Vester Sottrup Krolfklub modtager Sundhedsprisen 2025
Der blev festet i Vester Sottrup mandag eftermiddag, da Vester Sottrup Krolfklub fik overrakt Sønderborg Kommunes Sundhedspris 2025. Prisoverrækkelsen fandt sted på Legbjergvej 8 i Vester Sottrup, hvor medlem af Sundhedsudvalget, Vivi Britt Nielsen (V), holdt talen og stod for overrækkelsen.
Sundhedsprisen gives til en aktivitet eller et initiativ, der styrker de sundhedsfremmende og forebyggende indsatser for borgerne i Sønderborg Kommune og det gør Vester Sottrup Krolfklub i høj grad.
Ifølge indstillingen er klubbens opskrift på succes et stærkt fællesskab og en imponerende frivillig indsats, der giver ældre i alderen 68-90 år et aktivt og socialt samlingspunkt. Krolfklubben er nemlig langt mere end blot et sted, hvor man spiller krolf – det er et sted, hvor man mødes, griner, motionerer og støtter hinanden.
Der er skabt et varmt og inkluderende miljø, hvor alle kan være med, og hvor motion og hygge går hånd i hånd. Ud over krolfbanen har klubben også sin egen cykelklub med 12-14 aktive cyklister, som mødes hver torsdag for at cykle sammen.
Med prisen følger 10.000 kroner. Beløbet deles i år mellem to modtagere, og den anden prisvinder offentliggøres senere på dagen. ■

Klubbens medlemmer var mødt op til overrækkelse af Sundhedsprisen.
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. november 2025
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

