Artikelbeskrivelse
Verdens næstlængste knus
Af Gunnar Hattesen
Ægteparret Heidi Laumann og Thomassen fra Padborg var meget tæt på at sætte verdensrekord i verdens længste knus, da parret deltog i en valentins-event i Bredebro, som var arrangeret af Radio Globus.
Den tidligere verdensrekord lød på 26 timer, 26 minutter og 26 sekunder.
Ni par deltog i eventen, hvor man skulle kramme hinanden stående med 5 minutters pause hver anden time.
Det par, der krammede hinanden længst, ville vinde eventen og præmien på 10.000 kroner.
Da uret rundede den nu tidligere verdensrekord, var der tre deltagende par tilbage i konkurrencen.
Efter 40 timer, 43 minutter og 42 sekunder måtte Heidi Laumann og Jesper Thomassen imidlertid smide håndklædet i ringen.
“Jeg kom simpelthen til at give slip på min mand. Jeg var bare så træt”, lyder det fra Heidi Laumann, som måtte se sig slået af et par fra Øster Gasse ved Skærbæk, som klarede 5 sekunder mere.