
10-årige Emil Hansen Hartung vandt turbo-shopping hos Æ Høker i Holbøl og modtog et gavekort på 500 kr.
Vandt turboshopping i Holbøl
Der var både spænding og god stemning, da Æ Høker i Holbøl forleden inviterede til den populære konkurrence turbo-shopping. Her lykkedes det den kun 10-årige Emil Hansen Hartung at løbe med sejren med en imponerende præcision.
I alt 22 deltagere dystede i konkurrencen, hvor de hver havde to minutter til at fylde en indkøbsvogn med varer og ramme så tæt som muligt på et hemmeligt beløb. Emil kom tættest på målet og var blot 15 øre fra det rigtige beløb på 919,50 kroner.
Arrangementet trak omkring 60 besøgende, som ikke kun fulgte konkurrencen, men også nød den hyggelige atmosfære med grill, is og kolde drikke. Byens aktive ildsjæl, Thorkil Hansen, stod for både grill og bar og bidrog endnu engang til fællesskabet med sit engagement.
Købmand Jørn Elgaard Nielsen glæder sig over opbakningen:
“Det var et superfint arrangement med en hyggelig stemning. Vi er glade for at kunne samle folk og skabe liv i byen med nye initiativer”, fortæller Jørn Elgaard Nielsen.
Som vinder kunne Emil tage hjem med et gavekort på 500 kroner – og ikke mindst æren af at have ramt næsten plet. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 30. april 2026
Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
