
Borgmesterkandidat Thomas Andresen (V), Byrådsmedlem Susanne Provstgaard (V), Byråds- og regionsmedlem Jens Wistoft (V) og Byrådskandidat Lars Kristensen (V).
Unge og ældre i fokus på vælgermøde
Unge og ældre blev livligt drøftet, da der forleden var vælgermøde på gården Mulsmark ved Kruså.
Ældrepolitik, flere seniorboliger og bofællesskaber og frit valgs ordninger blev også diskuteret.
“Vores ældre er gamle nok til at bestemme selv, og livet som pensionist skal være trygt og præget af frihed”, sagde borgmesterkandidat Thomas Andresen (V).
Unge som ikke gennemfører en ungdomsuddannelse og står udenfor arbejdsmarkedet, var også et emne, som blev drøftet.
“Vi ser mange unge i psykiatrien, og vi skal gøre en indsats for at forebygge dette”, sagde byrådsmedlem Jens Wistoft (V).
Byrådsmedlem Susanne D. Provstgaard (V) orienterede om at forløb af “Unge på Toppen” er kommet tilbage som en indsats i Aabenraa kommune.
Lars Kristensen (V), som er formand for Bov IF, satte ord på fællesskabet i kultur og fritid.
“Foreninger og frivillige er limen i fællesskabet, og vi skal have fokus på unødigt bureaukrati”, sagde Lars Kristensen.
Fra 41 til 31 medlemmer
Regionsmedlem Jens Wistoft (V) fortalte om Region Syddanmark, som med et driftsbudget på 32 milliarder kroner og 26.000 ansatte, har ansvaret for drift af skattefinansierede sundhedstilbud i hele regionen.
Ved regionsrådsvalget den 18. november bliver Region Syddanmark reduceret fra 41 til 31 medlemmer, som en del af en ny politisk sundhedsreform.
Sundhedsreformen træder i kraft 1. januar 2027, men allerede fra 1. januar 2026 ændrer den politiske struktur sig. Det sker blandt andet med etableringen af fire sundhedsråd for henholdsvis Fyn, Lillebælt-området, Sydvestjylland og Sønderjylland.
De fire nye sundhedsråd, der kommer til at bestå af politikere fra både regionen og kommuner, bliver den centrale motor i at udvikle og understøtte flere sundhedstilbud tættere på borgerne.
Sygehusene overtager en række opgaver fra kommunerne. Det omfatter akut sygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse, rehabilitering og dele af genoptræningen. De nye opgaver forankres i de kommende sundhedsråd, tættere på borgerne.
Derudover integreres psykiatrien og somatikken på sygehusene. Det skal bidrage til en større lighed i sundhed og skabe bedre rammer for en helhedsorienteret behandling, hvor fysisk og psykisk sygdom er ligeværdige og tæt forbundet.
Jens Wistoft (V) fortalte også om det grænseoverskridende samarbejde i Region Syddanmark. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 24. oktober 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
