
Tusinder tog imod kongefamilien i Gråsten
Der var stor begejstring på Torvet i Gråsten, da omkring 4.000 mennesker forleden tog imod Kong Frederik, Dronning Mary, Kronprins Christian, Prins Vincent og Prinsesse Josephine.
På Torvet mindedes Kong Frederik, at det i år er 90 år siden, hans bedsteforældre, Kong Frederik IX og Dronning Ingrid, for første gang ankom til Gråsten for at tage sommerophold på Gråsten Slot.
“Det er 90 år siden, mine bedsteforældre, Kong Frederik IX og Dronning Ingrid, første gang gik fra borde her ved havnen, hvor Dannebrog dengang kunne lægge til. Det var første gang, de tog bolig på Graasten Slot”, sagde Kong Frederik.
Kongen glædede sig over, at også den næste generation har taget Gråsten til sig.
“For dem er Gråsten også masser af sommer, glæde, udendørs liv og masser af sjov. Det er skønt for dronningen og mig, at også næste generation føler sig rigtig godt tilpas her i Sønderjylland”.
Han sendte samtidig en varm tak til sine bedsteforældre for den tradition, de skabte.
“Tak også til min mormor og morfar, som såede mere end symbolske frø her. De såede selvfølgelig masser af blomster og gode ting i slotshaven, som heldigvis også besøges af rigtig mange mennesker året rundt”, sagde Kong Frederik til stor applaus fra de mange fremmødte. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 16. juli 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.

