
Mads Mikkel Tørsleff er leder af Told- og Grænsemuseet i Padborg.
Told- og Grænsemuseet fortæller landsdelens historie
Told- og Grænsemuseet i Padborg er på vej ind i sin højsæson med udvidede åbningstider i skolernes sommerferie.
Museet er i gang med at projektere nye udstillinger om grænselandets særlige historie fra næste år. Det drejer sig blandt andet om, hvad sønderjyderne egentlig køber, når de drager over grænsen for at proviantere og gøre ophold i vort sydlige naboland.
“Vi tænker, folk kan have sjove historier om deres ture over grænsen, og hvad der får dem til at tage derned. Vi ved selvfølgelig godt, de køber slik, sodavand og øl, men er det også dagligvarer og andre ting, de går efter. Nogle tager for eksempel til tandlæge i Flensborg,” siger museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff, der vil visualisere den folkelige grænsetrafik.
Museet har lagt en forespørgsel på nettet om, hvad folk, der bor lokalt, egentlig skal på den anden side af den dansk-tyske grænse.
Hvorfor krydser du grænsen?
Krydser du grænsen for f.eks. at købe billigere dagligvarer, besøge julemarkedet i Flensborg, hente dåsesodavand og alkohol, gå i kirke, blande bland selv slik til fredag aften, spise på restaurant, hente bleer og babymad, besøge din moster, gå på arbejde, købe økologiske varer, shoppe tøj? spørger Told- og Grænsemuseet på nettet. Folk er mere end velkomne til at svare og dermed bidrage til indholdet i udstillingen.
Told- og Grænsemuseet skiftede for to år siden navn fra Oldemorstoft til den nuværende mere brede betegnelse.
Det var betinget af. Told og Skats historie fylder gården fra 1400-tallet godt op. Toldmuseet blev flyttet til Padborg for fire år siden. Det lå i sin tid på Langelinje. Konger, krigere og købmænd på Hærvejen gennem 500 år er også fortsat del af gårdmuseets udstilling.
“Navneændringen skete for at flytte museets fokus, der dengang handlede mere om landbrug, så det signalerer, hvad det handler om. De besøgende kan bedre afkode, hvad der venter dem, hvis navnet svarer til indholdet,” siger Mads Mikkel Tørsleff.
Historiebevidste folk
En stor del af de besøgende er ældre historiebevidste mennesker. Når lejlighed byder sig som i sommerferien, tager de gerne børnebørnene med på en dannelsesrejse. I løbet af sommeren er der en hel del familiespecifikke arrangementer med ferieaktiviteter og koncert. En halv snes medarbejdere står til rådighed med informationer, service og rundvisninger. Fra ultimo juni udvides åbningstiderne fra at være tirsdag og torsdag til tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Told- og Grænsemuseet har desuden mange frivillige, der hjælper med mange ting.
Gry og spøgelsestoget
Mads Mikkel Tørsleff har netop medvirket i et dokumentarprogram på TV Syd, der hedder Gry og Spøgelsestoget. Det handler om et godstog, der i maj 1945 ankom til Padborg station med 2800 kvinder fra tyske koncentrationslejre. Det er en hidtil ret ukendt historie, der sætter fokus på de frivillige kvindelige helte og karantænestationen i Padborg.
“På det punkt er historien temmelig underfortalt. Man kunne godt markere den indsats, der blev ydet i forhold til eksempelvis karantænestationen,” siger Mads Mikkel Tørsleff, der hører til dem, der mener, ikke mindst de lokale kvinders enorme indsats for de udmattede og udsultede kvinder og andre frigivne KZ fanger, der blev bragt til Padborg, godt kunne fortjene et varigt minde af en art. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 19. juni 2025
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.