19-årige Thor Buus Wettengel fik fredag papir på, han er udlært murer i form af et svendebrev, så på mandag starter han som murersvend hos sin læremester Lars Festersen, Gråsten Murerforretning, der også overværede sin lærling modtage svendebrevet.Foto Ingrid Johannsen

19-årige Thor Buus Wettengel fik fredag papir på, han er udlært murer i form af et svendebrev, så på mandag starter han som murersvend hos sin læremester Lars Festersen, Gråsten Murerforretning, der også overværede sin lærling modtage svendebrevet.

Thor er nyuddannet murer

19-årige Thor Buus Wettengel, Rinkenæs, fik forleden sit svendebrev som murer. Han har været lærling hos Lars Festersen, Gråsten Murerforretning, i tre et halvt år.

Murermesteren har også ansat ham, så fra på mandag arbejder han i firmaet som murersvend.

“Jeg kan lide at bygge ting op fra bunden. Når du bygger et hus, starter du jo så at sige på en tom byggeplads, hvor der ingenting er lavet i forvejen. Du laver gulv og vægge og bygger et hus. Jeg er fascineret af at se tingene tage form,” siger den nybagte murersvend, der fejrede svendebrevet sammen med vennerne.

Murerfaget er et af de mere uforanderlige. Det er i høj grad baseret på sten og mørtel.

“Ud over nybyggeri laver vi også flækmure, lægger fliser, pudser sokkel og laver vindueshuller. Der kommer nye slags materialer til, men det foregår stadig med de samme grundmaterialer, der med tiden er blevet mere bæredygtige. Jeg blev arbejdsmand hos Lars Festersen, der så tog mig ind som lærling,” fortæller Thor Buss Wettengel, som sparede et halvt års uddannelse, fordi han havde en læreplads.

“Man kan ikke klage over, der mangler folk i branchen, hvis man ikke tager nogen ind selv. Thor har været et fint bekendtskab. Han kom ud af skolen under Coronaen og blev lærling her. Han er en god person, udadvendt, arbejdsom og høflig. Han er god til at andre mennesker,” siger murermester Lars Festersen, der nu har tre svende og en lærling i firmaet.

“Vi forventer af lærlingene, at de kan klare sig selv og sørge for, tingene fungerer. Thor er et godt eksempel på et ungt menneske, der gerne vil,” siger Lars Festersen, der stiftede Gråsten Murerforretning for 11 år siden og har Gråsten og omegn som arbejdsområde.

“Der er visse tider på året, som i denne hårde vinter, hvor du ikke kan udføre murerarbejde på grund af kulden. Jeg er oplært af Lars Festersen og hans murersvend. Jeg har været tæt på dem, der har lært mig faget og har oparbejdet en god relation til dem,” fortæller den nybagte murersvend, der har været på skole ind imellem.

Ud at rejse

Selv om han starter som udlært murer, vil han også ud at rejse med sit fag. Han ser ikke sig selv som en, der har fast arbejde de næste 40 år. Det er faget også for hårdt til.

“Med et dansk svendebrev som murer, kan du arbejde hvor som helst. Det er let at få arbejde, for der er mangel på murere. Jeg vil til udlandet og arbejde på et tidspunkt også for at få noget erfaring,” siger Thor Buus Wettengel, der har tyske aner.

Foreløbig møder han ind på arbejde som fastansat svend, og så tager han den derfra. Livet som faglært er blot en begyndelse på oplevelser, som den unge mand regner med, faget vil føre med sig. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 10. april 2026

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.