Formand for Brugsforeningen for Gråsten og Omegn, Birgitte Schøning, og uddeler Jesper Thomsen har mange udfordringer med at sikre en velfungerende og velassorteret SuperBrugs, men det lykkes meget godt og gav sidste år et lille overskud.

SuperBrugsen i Gråsten kom ud med et lille overskud

Gråsten og Omegns Brugsforening kom ud af 2024 med et overskud på 3.625 kroner før skat.

“Det lyder ikke af meget, men er faktisk en forbedring på mere end 1,9 mio. kroner. Vi er tilfredse med resultatet. Omend overskuddet er beskedent, er det dog et skridt i den rigtige retning efter underskud de sidste to år,” sagde formand Birgitte Schøning på generalforsamlingen, hvor 112 af de 4806 medlemmer deltog.

Hun kom ind på Coop koncernens alvorlige krise, som også har haft afsmittende virkning på de lokale brugser, der betaler astronomiske summer i bidrag til moderkoncernen, hvis formand nu er Pernille Skipper. En økonomisk saltvandindssprøjtning betyder, OK Amba nu har majoriteten i Coop Amba. Det har også betydet, 365discount i midtbyen i Gråsten nu bliver til Netto, da den blandt 34 andre butikker er solgt fra.

Omsætningen på benzin er faldet 9 procent som følge af elbilernes indtog. 12 procent af den danske bilpark er elektrisk. Brugs­foreningen priser sig lykkelig over de to lynladere, den var så forudseende at etablere.

53 medarbejdere fylder varer på hylderne og ekspederer i SuperBrugsen. Det svarer til 35 fuldtidsansatte, som ved udgangen af året var reduceret til 31. Der er en stigende nettoomsætning per ansat. Alle løber stærkt. Brugsen har fået 81 nye medlemmer. Gråsten Blomster er flyttet ind i Brugsen, og pakkeshoppen er tilbage i butikken i et samarbejde med alle gængse pakkeleverandører til stor glæde for kunderne. Brugsen har fem selvbetjente scannere, som bruges i stigende grad. Der opleves dog en del snyd ved selvscanningen.

My Cellar er flytet fra Egernsund til den tidligere blomsterbutik i Ulsnæs­centret, der er fyldt op med butikker.

“Vi er den næststørste Coop butik i Søn­der­jylland. Tager vi i forhold til indbyggertallet, er vi den største. Slagteren og delikatessen er den største rent omsætningsmæssigt i Coop koncernen,” sagde brugsuddeler Jesper Thomsen, der ser helheden med grønt, slagter, blomster, bager og pakker som et stort trækplaster.

Han fik stor ros af formanden for at få enderne til at nå sammen og styre økonomien med hård hånd.

“Situationen de seneste år påvirker dig og din faglige stolthed, og din hverdag har fortsat en anden dagsorden, end du nok ønker. Du finder små og store besparelser til gavn for vores forening – alt er i spil. Vi er i tæt dialog og har mange gode drøftelser. Vi er ikke altid enige, men jeg ser det egentlig som en styrke, at vi kan udfordre hinanden,” sagde Birgitte Schøning. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 7. maj 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.