SuperBrugsen i Broager er kommet ud af 2023 med skindet på næsen trods et klækkeligt underskud på 3,5 millioner kroner, der fortrinsvist skyldes afskrivning på bygninger. Uddeler Michael Næsby ser fortrøstningsfuld på fremtiden.

SuperBrugsen i Broager får stort underskud

Trods et underskud på 3,5 millioner kroner før skat i 2023 og betragtelige vejarbejder i ”baghaven” i Vestergade, ser SuperBrugsen i Broager fremtiden i møde med fortrøstning og optimisme.

“Vi har budgetteret med underskuddet. Det skyldes blandt andet afskrivninger på de tilbygninger, vi lavede i 2022 for eksempel til gavn for personalet. Vejarbejdet til kloakseparering har vi ingen indflydelse på og må bare afvente den tid, det tager,” siger brugsuddeler Michael Næsby, der har bestyret roret i SuperBrugsen i Broager siden 2018.

Han anser brugsens egen slagter, delikatesseafdeling og egen bager for at være nogle af de store aktiver, der fortsat holder kunderne i SuperBrugsen i en tid, hvor inflation, stigende varmepriser og ind imellem også forsyningen af diverse varegrupper har sat mangen dagligvarebutik en streg i regningen. Coop kæden besluttede at bevare de hæderkronede kædenavne Brugsen og Kvickly, da planer om at sløjfe Kvicklys og Brugsens kontrafej over mange butikker vakte stor opstandelse i det ganske land.

“Jeg tror, samarbejdet med OK er fornuftigt. Det skal nok blive godt,” siger Michael Næsby om den saltvandsindsprøjtning på to milliarder kroner, benzinselskabet OK har skudt ind i den kriseramte brugskæde.

“Vi er en selvstændig brugs, så vi er vores egen herre. Planerne om at ændre butiksnavne har ikke påvirket os. Vi er ramt af de generelle tendenser som alle andre butikker, men vi kan se os ud af det,” siger uddeleren fortrøstningsfuldt i visheden om, han har i omegnen af 1.600 medlemmer, der bekender sig til deres lokale indkøbssted. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 9. maj 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.